
Stadionløbet samlede 305.003 kroner ind til Red Barnet – på søndag fortsætter vi
03.09.2026 10:18
Da omkring 2.900 deltagere den 22. august snørede løbeskoene til årets Stadionløb, var det ikke kun for at få en særlig løbeoplevelse gennem Brøndby Skoven og Brøndby Stadion.
For tredje år i træk havde Stadionløbet nemlig også et velgørende formål, og nu er det endelige resultat gjort op: 305.003,60 kroner går til Red Barnets arbejde med at hjælpe børn og unge ind i positive fællesskaber.
Stadionløbet er på få år vokset fra 1.000 deltagere i 2024 til omkring 2.900 deltagere i år. Med opbakning fra deltagere, partnere og de mange frivillige, der var med til at skabe dagen, har det samtidig været muligt at sende et markant beløb videre til Red Barnet.
- Stadionløbet handler i høj grad om fællesskab. Det gælder den oplevelse, vi skaber sammen på dagen, men også det, vi kan bruge løbet til uden for stadion. Derfor er vi rigtig glade for, at vi i år kan sende mere end 300.000 kroner videre til Red Barnet og deres arbejde med at give flere børn og unge mulighed for at blive en del af positive fællesskaber, siger Jesper Larsen, Head of Fanrecruitment i Brøndby IF.
Over 1.100 er allerede klar til Stadionløbet næste år
Interessen for Stadionløbet er stødt stigende, og allerede nu er der mere end 1.100 deltagere, der har sikret sig en billet til Stadionløbet 2027.
Det understreger den udvikling, Stadionløbet har været igennem siden den første udgave i 2024, og ambitionen er fortsat at udvikle løbet som en dag, hvor børn, familier, fans og motionister kan mødes omkring bevægelse og det blågule fællesskab.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Søndag står vi sammen igen
Selvom årets Stadionløb er overstået, fortsætter indsatsen for Red Barnet i denne uge.
På søndag 6. september afholder Red Barnet sin årlige Landsindsamling, og i forbindelse med hjemmekampen mod Randers FC bakker Brøndby IF og Fanafdelingen igen op.
Her håber vi, at så mange som muligt fra det blågule fællesskab vil være med til at gøre en forskel - og du behøver ikke vente til søndag med at støtte.
Støt Brøndby IF's indsamling
Har du ikke mulighed for selv at gå en indsamlingsrute, kan du allerede nu støtte Brøndby IF's indsamling til Red Barnet.
Du kan støtte på følgende måder:
• SMS BIF til 1272 og støt med 100 kr.
• MobilePay til 121364 med et valgfrit beløb.
Giv en hånd med før kampen på søndag som indsamler
Bliv indsamler og bliv en del af holdet, der tager imod de øvrige fans ved indgangene til Brøndby Stadion og samler ind til Landsindsamlingen.
De frivillige mødes et par timer inden kampstart, og nærmere praktisk information følger direkte fra Fanafdelingen.
Har du lyst til at starte kampdagen lidt tidligere og samtidig gøre en forskel, så meld dig som frivillig på [email protected]
Giv dit gamle fodboldtøj nyt liv
Til søndagens hjemmekamp vender den pop up-genbrugsbutik, som også var en del af Stadionløbet, tilbage.
Sammen med Red Barnet sælger vi doneret fodbold- og sportstøj, og denne gang går hele overskuddet fra salget til Red Barnets Landsindsamling.
Du kan fortsat nå at rydde op i gemmerne og aflevere fodbold- og sportstøj, du ikke længere bruger, i Brøndby Shoppen.
Det tøj, der ikke bliver solgt, går heller ikke til spilde. Efterfølgende bliver det sendt videre til børn og unge i den ukrainske frontlinjeby Sumy, hvor det kan være med til at give dem mulighed for fortsat at spille fodbold.








