
Oskar Fenger rykkes op i Superliga-truppen
10.09.2026 08:28
Oskar Fenger har i løbet af de seneste måneder taget flere store skridt i sin udvikling.
Siden sin officielle debut i forårssæsonen har den 18-årige angriber fået masser af minutter på førsteholdet, hvor det både er blevet til startere i 3F Superligaen og den første scoring.
Nu følger næste skridt for Oskar Fenger, der officielt rykkes op og bliver en fast del af førsteholdstruppen, fortæller fodbolddirektør Julius Ohnesorge.
- Oskar har været igennem en rigtig fin udvikling, og særligt over de seneste måneder har han taget store skridt og vist, at han er klar til at blive en fast del af førsteholdstruppen. Han har hurtigt tilpasset sig miljøet omkring førsteholdet og gjort et stærkt indtryk fra start, så oprykningen er fuldt fortjent.
- Vi tror på, at rekruttering fra Masterclass er den bedste form for rekruttering til vores førstehold, og Oskar er endnu et godt eksempel på det. Hans rejse er et stærkt eksempel på det arbejde, der bliver lagt i Masterclass - ikke kun i forhold til at udvikle spillere, men også i forhold til at identificere og rekruttere de rette talenter, som passer ind i vores miljø, som tager Brøndby IF til sig og har potentialet til at tage skridtet op på vores førstehold.
- Oskar er stadig kun 18 år og har fortsat masser af udvikling foran sig, men han har nogle spændende kvaliteter og et stort potentiale. Han har en stærk arbejdsmoral og en stor sult efter at udvikle sig hver eneste dag, og det har været en vigtig del af hans udvikling. Nu handler det om at fastholde den indstilling og fortsætte med at bygge flere lag på hans spil skridt for skridt, fortæller Julius Ohnesorge.
Oprykningen kommer få måneder efter, at Brøndby IF og Oskar Fenger i maj forlængede kontrakten frem til sommeren 2030.



