
Marcus Younis om landsholdsudtagelse: Den største ære, man kan opnå
18.09.2026 12:02
Siden tilbagekomsten til Vestegnen denne sommer har den australske offensivspiller sat sit aftryk med både mål og assists på Brøndby-holdet - og nu har han nået endnu en milepæl.
For første gang er han nu også blevet udtaget til det australske A-landshold.
I dette længere interview fortæller Marcus Younis om stoltheden ved at skulle repræsentere sit land og den udvikling, han har gennemgået, siden han forlod Danmark på et lejeophold tilbage til sit hjemland i sidste sæson.
Han sætter samtidig ord på sin tilbagevenden til Brøndby IF, samarbejdet med trænerstaben og en potentiel debut overfor brasilianske verdensstjerner.
Fik beskeden derhjemme
For mange fodboldspillere er debutten på A-landsholdet en drøm, der begynder tidligt. For Marcus Younis har tanken fulgt ham, siden han første gang trak den australske landsholdstrøje over hovedet på ungdomsniveau.
Derfor var det også et ganske særligt opkald, der tikkede ind for et par dage siden, da han fik at vide, at han var udtaget til Australiens A-landshold for første gang.
- Jeg stod ude på badeværelset og havde lige været i bad, da jeg blev ringet op, og jeg blev bare mega glad, fortæller han med et stort smil.
- Jeg ringede med det samme til mine forældre efterfølgende, og det var et ret følelsesladet øjeblik at opleve, hvor stolte de også var. Det samme gjaldt mine søskende, fætre og kusiner. Det var dejligt at kunne dele sådan et øjeblik med dem, trods jeg sidder herovre på den anden side af kloden.
For den 21-årige offensivspiller handler udtagelsen om langt mere end fodboldkampe og minutter på banen.
- Det er noget, jeg har drømt om i meget lang tid. Lige siden jeg som ung repræsenterede landsholdet på ungdomsniveau. Jeg føler, at det er den største ære, man kan opnå som fodboldspiller. Man repræsenterer sit land, sin familie, sit efternavn og sin kultur. Det betyder utrolig meget for mig, og jeg er virkelig glad for at have fået muligheden.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Lærte meget af lejeophold i Australien
Vejen til landsholdsudtagelsen går blandt andet gennem Melbourne.
I sidste sæson blev Marcus Younis nemlig udlejet til Melbourne City FC, hvor han fik erfaring og samtidig kom tættere på sin familie og sine vante omgivelser. Opholdet blev samtidig et vigtigt skridt i hans udvikling.
- Det gav mig ekstra skarphed og selvtillid at komme hjem igen for en stund. Samtidig hjalp det mig med at tage overgangen til førsteholdsfodbold. Jeg var i omgivelser, hvor jeg følte mig mere komfortabel, fordi jeg var hjemme og tættere på min familie.
- Jeg tror ikke altid, at folk måske forstår, hvor svært det kan være at være så langt væk fra sin familie og mangle den menneskelige kontakt med mennesker, som betyder noget for én. Det kan man godt miste lidt af, når man rejser til udlandet alene som ung spiller og samtidig forsøger at slå igennem.
Da lejeopholdet sluttede, vendte han tilbage til Vestegnen med mere erfaring i bagagen og større tro på egne evner.
- Jeg kom tilbage med fuld fart og stor selvtillid. Men jeg vidste også samtidig, at der stadig var meget, jeg skulle arbejde på, da jeg kom tilbage til Brøndby her denne sommer.
En ny begyndelse i Brøndby
Siden hjemkomsten har Younis hurtigt spillet sig ind i Brøndby-holdet.
Her har han allerede bidraget med både scoringer og assists, senest i pokalkampen ude mod Vejle, men selv peger han først og fremmest på den udvikling, der har fundet sted fra sommerens første træningskamp og frem til nu.
- Det har været godt, og der har helt sikkert været rigtig meget læring. Fra den første træningskamp i opstarten og frem til nu synes jeg, at jeg har udviklet mig meget både med og uden bolden. Jeg er klar over, at der stadig er rigtig meget, jeg skal arbejde videre med. Og jeg håber, at jeg en dag bliver den spiller, jeg gerne vil være, og det skal nok komme.
- Men indtil videre synes jeg, at det er gået okay. Jeg vil gerne forbedre mine statistikker yderligere og bidrage med endnu flere mål og assists.
For Younis har kontinuiteten og de mange spilleminutter i efterårssæsonen været afgørende.
- Jeg føler, at min udvikling bevæger sig i den rigtige retning, og jeg spiller mange minutter nu. Det betyder utrolig meget for mig og min karriere at få mulighed for at repræsentere så stor og vigtig en klub som Brøndby IF.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Godt forhold til Thomas Nørgaard
Inden hjemkomsten havde Marcus Younis en samtale med Thomas Nørgaard. Her blev det gjort klart, at Brøndby-træneren så en rolle for ham i truppen.
- Thomas og jeg talte sammen, inden jeg vendte tilbage. Han gjorde det tydeligt overfor mig, at han gerne ville have mig tilbage og bruge mig, og jeg var utrolig glad for at komme tilbage og få mulighed for at arbejde under ham. Vi har et rigtig godt og ærligt forhold. Han er meget ærlig over for mig og giver mig den feedback, jeg har brug for.
Den daglige udvikling foregår dog ikke kun i samtaler med cheftræneren. Hele trænerstaben er med til at skubbe Younis fremad.
- Assistenttrænerne gør også en stor indsats. Viktor Kynde bruger eksempelvis meget tid på at lave videoklip til mig, holde individuelle møder og fortælle mig om de ting, jeg skal gøre bedre og lægge på.
- Hele trænerstaben forsøger at udvikle mit spil og samtidig sikre, at jeg bliver i stand til at udnytte mine kompetencer bedst muligt. Især Thomas er meget tydelig omkring, at jeg skal lægge på mit spil og udvikle mig så meget som muligt.
Potentiel debut mod Brasilien
Med landsholdsudtagelsen for Australien venter nu en ny scene.
I den kommende termin står nogle af de spillere, som Marcus Younis hidtil primært har fulgt på afstand. Verdensstjerner, der normalt optræder på de helt store adresser, kan offensivsspilleren potentielt stå overfor indenfor kridtstregerne.
- Jeg tror faktisk ikke helt, at jeg har forstået det endnu. Jeg talte med min bror, og han kunne næsten ikke tro, at jeg skal spille mod den type spillere. Det er spillere som Vinicius Junior og andre, man ser op til og hele tiden ser på sin telefon. Pludselig står man over for dem inde på banen, og det bliver ret vildt at være en del af det.
Om landsholdsdebuten kommer med det samme, er endnu uvist. Men blot udtagelsen i sig selv, er kæmpe for Younis.
- Jeg håber selvfølgelig, at jeg får nogle minutter. Det ville være en utrolig oplevelse for mig. Men uanset om jeg kommer på banen eller ej, er jeg helt vildt stolt over at være blevet udtaget og over at have mulighed for at repræsentere mit land, slutter Marcus Younis.



