
Kasper Lorentzen er ny U19-cheftræner
21.09.2026 08:43
Kasper Lorentzen vender tilbage til velkendte rammer på Vestegnen, når han tiltræder som ny U19-cheftræner i Brøndby Masterclass.
Den tidligere Brøndby-spiller har allerede prøvet kræfter med trænergerningen i Masterclass for år tilbage, men vender denne gang tilbage med flere års erfaring fra seniorfodbolden i bagagen.
Senest har Lorentzen nemlig stået i spidsen for B.93, hvor han har været en del af trænerstaben i mere end tre år. Her kom han oprindeligt til som assistenttræner, inden han siden overtog rollen som cheftræner.
Nu går turen tilbage til Brøndby IF, hvor han får ansvaret for U19-holdet, som han tilbage i 2023 var assistenttræner for.
Bjørn Holm, akademidirektør i Masterclass, glæder sig over, at det er lykkedes at hente en profil ind, der både kender vejen op gennem ungdomsholdene og samtidig har fået værdifulde kilometer på trænerkontoen uden for klubben.
- Vi er utrolig glade for at kunne præsentere Kasper Lorentzen som ny U19-cheftræner. Efter vi i sommer valgte at sende Viktor Kynde videre op i systemet til Superliga-staben, har vi været grundige i jagten på den rette profil til at stå i spidsen for vores ældste talenter.
- Kasper er på mange måder den profil, vi har ledt efter. Han kender Brøndby og vores kultur som få, og han har selv en fortid både som spiller for vores Superliga-hold og træner i Masterclass. Samtidig har han de seneste år været ude og opbygge værdifuld erfaring som træner i seniorfodbolden. Den kombination passer rigtig godt til den retning, vi ønsker at bevæge vores U19-miljø i, hvor vi vil endnu tættere på seniorfodbolden og gøre vores ældste talenter bedst muligt rustet til det næste skridt, slutter akademidirektøren.
(Artiklen fortsætter under billedet)

En vigtig bro til førsteholdet
Fodbolddirektør Julius Ohnesorge ser ansættelsen som endnu et skridt i arbejdet med fortsat at skabe en tydelig forbindelse mellem Masterclass og miljøet omkring førsteholdet.
- U19 er en vigtig del af den sidste strækning på vejen fra Masterclass til vores førstehold, og derfor har vi også ønsket en træner, som både forstår vores miljø og ved, hvad seniorfodbolden kræver. Kasper kommer tilbage med et stærkt kendskab til Brøndby og samtidig nogle nye lag og erfaringer fra sine år i B.93. Vi tror på, at den kombination kan være med til at udvikle både vores spillere og vores U19-miljø yderligere, siger Julius Ohnesorge.
For Kasper Lorentzen bliver ansættelsen samtidig et gensyn med en klub og et miljø, han kender særdeles godt.
- Brøndby IF har naturligvis betydet meget for mig gennem min karriere, så det er specielt at vende tilbage. Jeg har haft nogle lærerige år i seniorfodbolden på trænersiden, som har givet mig nye perspektiver og erfaringer, og dem glæder jeg mig til at tage med ind i arbejdet i Masterclass.
- U19-spillerne står et spændende sted i deres udvikling, hvor afstanden til seniorfodbolden bliver mindre, og kravene samtidig bliver større. Min opgave bliver sammen med resten af staben at udfordre dem hver eneste dag og hjælpe dem med at bygge de sidste lag på, så så mange som muligt bliver klar til at tage det næste skridt, siger Kasper Lorentzen.



