Jan Bech Andersen efter positivt årsregnskab: Vi har taget store skridt

24.09.2026 06:30

Brøndby IF har torsdag offentliggjort årsregnskab for 2025/26.

Et regnskabsår, der bød på et positivt resultat på 18,3 millioner kroner før skat drevet ikke mindst af transferindtægter og kommercielle aktiviteter, der nåede et hidtil uset højt niveau.   

For bestyrelsen er regnskabet, der flugter med de budgetterede mål, tilfredsstillende, men det er i endnu højere grad arbejdet og væksten bag, der springer i øjnene hos bestyrelsesformand Jan Bech Andersen. 

- Jeg er meget glad for, at vi for første gang siden mesterskabssæsonen for efterhånden fem år siden har afsluttet et regnskabsår med sorte tal på bundlinjen. Det forgangne regnskabsår var præget af spillersalg for sammenlagt en kvart milliard kroner og var et rekordår på den front, uanset om vi måler på transferindtægter eller nettoresultatet af vores transferaktiviteter. Det vidner om, hvordan vi konsekvent har bygget på et forretningsben, der er helt centralt for klubbens udvikling, og et forretningsben, vi i dén grad skal udvikle yderligere i de kommende år, siger Jan Bech Andersen.   

Transferindtægterne beløb sig hen over regnskabsåret til samlet set 250,9 mio. kroner og var - sammen med en omsætning på partnerskaber på 102,7 mio. kroner - de største bidragsydere til det positive årsregnskab.  

- Spillersalg er - sammen med vores kommercielle aktiviteter - de store indtægtskilder, når vi ikke deltager i europæiske ligaspil. Netop vores kommercielle forretning har igen taget store skridt fremad, så omsætningen fra partnerskaber alene nu udgør et trecifret millionbeløb. Det er et resultat af et målrettet arbejde over flere år, hvor vi løbende har skabt nye muligheder for at engagere både vores partnere og fans. Dén udvikling skal vi naturligvis fortsætte, understreger Jan Bech Andersen.  

Opbakningen fra klubbens fans både hjemme, ude og foran tv-skærmene var igen i 2025/26 enestående. Klubben har i løbet af det forgangne år foretaget store investeringer i ikke mindst faciliteter og infrastruktur, der skal gøre det endnu mere attraktivt at besøge Brøndby Stadion. 

- Vi har investeret i at udvikle hele oplevelsen omkring Brøndby. På stadion har vi blandt andet renoveret Michael Laudrup Lounge og ikke mindst åbnet en ny fanzone. Det betyder, at vi kan tilbyde en endnu bedre kampdagsoplevelse til vores fans, og det giver os samtidig flere ben at stå på og skaber grundlag for yderligere kommerciel vækst i de kommende år. Som jeg også tidligere har sagt, har vi på den måde sået frøene til noget, som vi skal formå at høste fra i årene, der kommer, fastslår Jan Bech Andersen.  

Bestyrelsens og klubbens fokus er nu netop rettet mod netop årene, der kommer. Forventningen til indeværende regnskabsår er et væsentligt negativt resultat, men samtidig er der investeret i en sportslig struktur, som over tid skal gøre det muligt at skabe mere stabile resultater. 

- Én svale gør ingen sommer. Heller ikke økonomisk. Det er vi fuldt ud bevidste om. Vi har en enormt stor og vigtig opgave i, at sorte tal ikke er en sjældenhed i Brøndby IF. ‘Bæredygtig’ og ‘sund’ er måske lidt slidte formuleringer, men det er ikke desto mindre præcis dét, vi alle vil have, at Brøndby IF skal være. En klub, der tænker og planlægger strategisk og langsigtet, bruger pengene, hvor de genererer allermest værdi og kan tillade sig at sige ja og nej, når det gavner klubben mest, siger Jan Bech Andersen.   

Netop det lidt længere lys og muligheden for at sige ja eller nej er en af forklaringerne bag forventningen til indeværende årsregnskab, men også bag optimismen fremadrettet.  

- Som dette årsregnskab viser med al tydelighed, skal vi sælge spillere for at genere overskud. Men denne sommer har vi investeret mere på transfermarkedet, end vi har tjent. Det har vi gjort, så vi nu har en både forandret og forynget trup, som giver os et væsentligt stærkere fundament for en langsigtet sportslig og økonomisk udvikling hen over de kommende transfervinduer, forklarer Jan Bech Andersen.    

- Vi har reduceret vores lønudgifter, og vi har sendt dyre og ældre spillere videre og hentet yngre spillere på lange kontrakter. Spillere, som sammen med vores mange egenudviklede talenter fra Masterclass, kan generere de store salg, vi kontinuerligt har brug for. På den måde har vi investeret i fremtiden. En fremtid, som vi ikke forventer slår igennem allerede i indeværende regnskabsår, men som på lidt længere sigt er afgørende for den økonomiske robusthed, vi ønsker for klubben, slutter vores bestyrelsesformand.

Se hele årsrapporten for 2025/26 her.