Pokalavancement på Gladsaxe Stadion

27.10.2026 20:38

Betano Pokalens ottendedelsfinale mod AB blev tirsdag aften afviklet på et festklædt Gladsaxe Stadion.

Et Gladsaxe Stadion, som til aftenens opgør slog stadionrekord med 10.754 tilskuere, godt hjulpet på vej af 5.770 blågule fans til pokalopgøret.

De første 20 minutter af opgøret var præget af stor intensitet og pres fra AB. Det var tydeligt, at vi lige skulle finde fodfæstet i pokalopgøret mod nogle værter, som kom på banen for at investere i pres og dueller, og det havde de held med.

De første 20 minutter forløb uden nævneværdige muligheder til nogen af mandskaberne.

Kampens første store mulighed kom i det 32. minut, hvor Olivier tog en flot tur på højresiden og satte sin nærmeste modstander af, inden han slog en perfekt bold i dybden til Marcus Younis. Australieren slog en flad bold ind i det lille felt til en Patrick Mortensen i fremdrift, men vores erfarne spids formåede ikke at overliste AB-keeperen, der kom godt ud og fik afværget.

Det så generelt mere lovende ud mod slutningen af første halvleg, hvor vi endelig fik gang i vores kombinationer og flere gange flot brød gennem AB's kæder.

Vi fik dog ikke scoret i en ganske chancefattig første halvleg, og vi måtte derfor gå i omklædningsrummet til pause ved 0-0.

Der skulle dog ikke gå mere end ét minut af anden halvleg, før vi kom på måltavlen. Lukas Larsen lavede et godt løb i venstre side og prikkede bolden videre til Filip Bundgaard, der trak bolden med ind i feltet og flot udplacerede AB-målmanden med et skud mod den fjerneste opstander. Flot scoring af Filip og en blågul 1-0-føring i opgøret.

Det var uhyre tæt på at blive til 2-0 i det 70. minut, da Filip Bundgaard blev sendt i dybden i højre side og slog et fladt indlæg ind i feltet. Bolden blev blokeret, men havnede hos Olivier, hvis skud på mirakuløs vis blev afværget på stregen af AB-defensiven.

Med et kvarter tilbage af kampen fik vi til gengæld udbygget. Indskiftede Sho Fukuda drev bolden frem i en kontra og lagde den på tværs til Oscar Fenger, som efter at have fået kontrol over bolden sendte den i nettet.  

AB fik pyntet på resultatet i det 81. minut med et rigtig godt hug fra Søren Ilsøe fra kanten af feltet, der efterlod Patrick Pentz chanceløs i målet. 2-1 i opgøret og fornyet spænding i de resterende 10 minutter plus tillægstid.

Bare to minutter senere var Daniel Wass utroligt tæt på at bringe os tilbage på en tomålsføring, da bolden havnede hos ham i feltet efter et indlæg fra højre. Vores erfarne midtbanemand hamrede til bolden, men forsøget blev afværget på stregen. Der burde nok have stået 3-1.

AB investerede alt i de sidste minutter af opgøret for at komme frem til en udligning, men vores defensiv stod godt imod og holdt værterne fra fadet.

I overtiden førte en kontra til en friløber for Oscar Fenger, der havde frit løb ned mod AB-målet. Målscoreren til 2-0 fik dog ikke scoret, da Adam Ingi Benediktsson i AB-målet fik afværget.

Kort tid efter lød dommerens fløjte for sidste gang i opgøret, som altså endte med en blågul sejr på 2-1 og avancement til kvartfinalerne i Betano Pokalen.

Lodtrækningen til kvartfinalerne finder sted på torsdag, hvor vi altså bliver klogere på vores næste udfordring i pokalturneringen.