Fornem fredagssejr i Randers

23.10.2026 18:58

Fredag aften bød 12. runde af 3F Superligaen på en tur til Cepheus Park, hvor Randers FC ventede som modstander.

Klokken 19:00 blev der fløjtet op, og de blågule kom godt fra land. Vi satte sig på opgøret i indledningen og etablerede os hurtigt højt på banen med flere offensive tilløb men endnu uden chancer, der kastede mål af sig.

Efter ti minutters spil kom værterne for første gang frem til en afslutning. Nikolai Hopland steg til vejrs ved kanten af feltet og headede et frispark fra venstre mod mål. Hovedstødet havde retning mod nettet, men Patrick Pentz reagerede hurtigt og leverede en stærk redning.

Få minutter senere fik vi tilkendt et straffespark. Olti Hyseni blev skubbet i ryggen i Randers-feltet, og dommeren pegede på pletten. Mads Frøkjær-Jensen tog ansvaret og placerede sikkert bolden i venstre side, mens Randers-målmanden gik modsat.1-0-føring efter 14 minutters spil.

Værterne forsøgte at svare igen, men Pentz stod endnu en gang i vejen. Et indlæg fra venstre side blev sendt ind i feltet, hvor en Randers-spiller afsluttede mod det korte hjørne. Den østrigske keeper reagerede igen hurtigt og fik blokeret forsøget.

Randers pressede på mod pausen, og kort før de 45 minutter var gået, fik hjemmeholdet tilkendt et straffespark efter en hovedstødsduel i det blågule felt. Mike Themsen tog sig af sparket og sendte bolden mod højre side af målet. Pentz kastede sig til venstre, og denne gang kunne vores sidste skanse ikke forhindre udligningen.

Dermed gik holdene til pause ved stillingen 1-1.

Anden halvleg blev fløjtet i gang, og der skulle ikke gå mange sekunder, før vi igen skabte fare i Randers-feltet.

Allerede et minut efter pausen satte Divković kurs mod feltet og fandt med en fornem aflevering på tværs Jacob Ambæk. Angriberen afsluttede første gang, men Randers-målmanden fik afværget forsøget. Returen landede hos Max Ejdum, der forsøgte sig med en hælafslutning, men også denne gang stod hjemmeholdets keeper i vejen.

Efter en times spil kom vi til gengæld igen foran i opgøret. Slisz driblede sig ind i Randers-feltet og afsluttede mod mål. Forsøget blev reddet, men returen havnede hos Jacob Ambæk, der stod klar tæt under mål og nemt kunne sende bolden fladt i nettet. 2-1 og tilbage i front.

Og få minutter senere blev føringen også udbygget. Bartosz Slisz fandt Marcus Younis med en aflevering gennem midten, og den unge angriber satte kurs mod Randers-målet. Sammen med Mads Frøkjær-Jensen løb han sig fri, og inde i feltet spillede Younis uselvisk bolden videre til Frøkjær-Jensen, der havde et helt frit mål foran sig, og selvfølgelig svigtede han ikke. Dobbelt op på Frøkjær og 3-1 til de blågule.

Efter de to scoringer faldt tempoet en anelse i opgøret og spillet foregik på midten af banen. Vi var dog i kontrol og tillod ikke værterne at komme ind i kampen igen.

Vi fik altså ikke mere i opgøret, og det endte altså med en tiltrængt sejr på Cepheus Park i Randers.