
Dobbelt målscorer Ambæk efter storsejr: Det giver en masse selvtillid
11.10.2026 19:09
Jacob Ambæk spillede en hovedrolle, da vi søndag eftermiddag besejrede Lyngby BK med 5-2 hjemme på et fyldt Brøndby Stadion.
Den unge angriber sendte undervejs to scoringer i kassen i den overbevisende sejr og satte samtidig en stopper for en svær periode resultatmæssigt.
- Der var virkelig god stemning i omklædningen efter sådan en her sejr. Den betyder ekstremt meget, også taget i betragtning af, at den kommer på bagkant af en mindre god periode for os. Så at vinde så stort her på hjemmebane, det giver en masse selvtillid til holdet - og så skal vi bare fortsætte ud ad det spor, fortæller Ambæk.
Efter en sommeroptakt præget af skadesproblemer har den unge offensivspiller skullet arbejde sig tilbage i den rette kampform, og søndag fik han for alvor sat sit aftryk på banen med sine to første scoringer i indeværende sæson.
- Det var en fantastisk følelse at score to kasser. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke har haft den mest optimale preseason med skader osv. Men jeg er et godt sted nu, og det er bare med at bygge på nu og fortsætte med at udvikle sig, slutter han.



