
Brøndby IF bakker igen op om nikotinfri-kampagne med fokus på unge
26.10.2026 18:00
Brøndby IF støtter igen i år kampagnen Fri eller Fanget, der skal hjælpe unge med at bryde deres nikotinafhængighed og sætte fokus på fællesskaber, hvor nikotin ikke er en forudsætning for at være med.
Kampagnen er udviklet af Klar Livet - uden røg og rusmidler, et samarbejde mellem ti kommuner på Vestegnen og Sydamager, og er målrettet unge mellem 15 og 25 år.
Med støtte fra Nordea-fonden sætter kampagnen i ugerne 44, 45 og 46 fokus på de udfordringer, som nikotinafhængighed kan medføre, og ikke mindst på de muligheder, unge har for at få gratis rådgivning til at stoppe med at bruge nikotinprodukter.
Fællesskaber uden nikotin
For mange unge begynder brugen af nikotin som en social aktivitet, hvor ønsket om at være en del af fællesskabet kan spille en stor rolle. Men det, der starter som noget socialt, kan udvikle sig til en afhængighed, som kan være svær at komme ud af.
I Brøndby IF ønsker vi at bidrage til at skabe positive og inkluderende fællesskaber, hvor børn og unge kan være en del af noget større, uden at nikotin spiller en rolle.
- Som fodboldklub er vi en naturlig del af mange børn og unges hverdag, og vi har derfor også et ansvar for at bakke op om initiativer, der fremmer deres trivsel. Fodbolden kan noget helt særligt, når det handler om at skabe fællesskaber, og vi vil gerne være med til at vise, at man sagtens kan være en del af fællesskabet uden nikotin. Derfor er vi glade for igen at kunne støtte op om Klar Livets vigtige budskab, fortæller Jesper Larsen, Head of Community i Brøndby IF.
Mød kampagnen på Brøndby Stadion
Som en del af samarbejdet besøger Klar Livet Brøndby Stadion i forbindelse med vores hjemmekamp mod AGF søndag 1. november.
Her vil kampagnen være til stede i vores Familie Fanzonen med aktiviteter og konkurrencer, der sætter fokus på nikotin, afhængighed og de valg, unge står overfor.
Formålet er at skabe opmærksomhed om kampagnens budskab og gøre flere unge bekendte med de muligheder, der findes for at få hjælp, hvis de ønsker at stoppe med nikotin.
Hjælpen er tættere på, end du tror
Mange unge ønsker at stoppe med at bruge nikotin, men det kan være svært at tage det første skridt. Derfor er et centralt budskab i kampagnen, at man ikke behøver at være klar til at stoppe fra den ene dag til den anden for at søge hjælp.
Hos Stoplinien kan unge få gratis rådgivning om nikotinafhængighed, uanset om de bruger snus, nikotinposer, vapes eller cigaretter.
Sådan får du gratis hjælp:
• SMS: Skriv nikotinfri til 1231, så bliver du kontaktet af en rådgiver.
• Telefon: Ring til Stoplinien på 80 31 31 31.
• Læs mere: Besøg break-up.dk for information og gode råd.
Kampagnen Fri eller Fanget gennemføres i samarbejde med kommunerne på Vestegnen og Sydamager og er støttet af Nordea-fonden.
Læs mere om indsatsen på klarlivet.dk.



