Ændringer i udebaneafsnittet til kampen i Randers

20.10.2026 06:05

Fredag aften møder vi Randers FC på Cepheus Park. 

Randers FC har imidlertid oplyst, at den øvre del af endetribunen, som udgør vores udebaneafsnit til fredagens kamp, lukkes af sikkerhedsmæssige årsager. 

Lukningen skyldes, at målinger foretaget i forbindelse med en tidligere kamp har skabt usikkerhed om tribunens bæreevne, når mange tilskuere hopper i takt.

Efter en konstruktiv dialog med Randers FC, omdannes den nedre del af endetribunen nu til ståpladser, hvilket giver en foreløbig kapacitet på ca. 2.000 tilskuere. 

Der er på nuværende tidspunkt solgt ca. 2.250 billetter til vores udebaneafsnit, men Randers FC arbejder på muligheden for at øge kapaciteten i afsnittet, så der bliver plads til alle.  

Mulighed for refundering af billet
Vi er opmærksomme på, at mange Brøndby-fans har købt billet til kampen under andre forudsætninger, end at hele udebaneafsnittet skulle bestå af ståpladser.

Derfor tilbyder vi mulighed for at få refunderet din billet, hvis du på baggrund af de ændrede forhold ikke længere ønsker at overvære kampen.

Har du et ønske om at returnere din billet, kan du læse her, hvordan du gør, eller kontakte os på [email protected].

Alle købte billetter er gyldige
Alle købte billetter er fortsat gyldige. Du skal derfor ikke foretage dig noget, hvis du fortsat ønsker at overvære kampen. 

Det bliver forhåbentlig ikke aktuelt, men på nuværende tidspunkt kan det heller ikke udelukkes, at det senere på ugen bliver nødvendigt at annullere et mindre antal billetter, hvis antallet af solgte billetter fortsat overstiger den tilladte kapacitet. 

Skulle det ske, vil vi informere de berørte fans hurtigst muligt.