1-1 i testkamp mod IK Sirius på Brøndby Stadion

02.10.2026 18:00

Fredag aften stod der træningskamp på programmet på Brøndby Stadion, hvor svenske IK Sirius havde lagt turen forbi.

Her endte det uafgjort på Brøndby Stadion, hvor en kanonkugle fra Jordi Vanlerberghe sidst i kampen sørgede for et 1-1-resultat.

Allerede 18 sekunder inde i kampen tilfaldt kampens første chance til Jacob Ambæk efter et fornemt gennembrud i højreside, hvor Oliver Villadsen fik lagt et indlæg ind i panden på den unge angriber, der dog headede snert forbi mål.

Otte minutter inde i opgøret forsøgte Sho Fukuda sig med et følt langskud fra sin venstre side, men også forbi opstanderen.

I det 22. minut var det uhyre tæt på at gå galt i vores ende. Gæsternes Joakim Persson kom alene afsted i dybden i højre side og fik lobbet bolden over William Sonne med kurs mod mål, men Frederik Alves kom heroisk til undsætning og fik clearet bolden på stregen. Flot aktion af midtstopperen.

Med 27 minutter spillet burde Sho Fukuda nok havde sørget for kampens første scoring, da Sirius-keeperen ikke kunne holde et langskud til Daniel Wass og i stedet gav en retur til japaneren, der afsluttede på førsteberøringen fra en lettere spids vinkel, men også denne gang forbi mål.

Med fem minutter tilbage af første halvleg bragte gæsterne sig i front på en afslutning af Marcus Lindberg inde i feltet.

Mere fik vi ikke i første halvleg, og vi måtte derfor gå til pause nede med ét mål.

Fra starten af anden halvleg fik vi skubbet spillet længere frem på svenskernes banehalvdel og pressede på for en udlignende mulighed.

Da det dog ikke gav potte efter de første ti minutter, faldt tempoet en anelse i kampen og spillet foregik på midten af banen. Vi var mest op bolden, men det blev lidt til en ørkenvandring at finde frem til målchancerne.

Vi skulle helt frem til det 80. minut før vi fik sendt et bud efter mål, og hvilket et af slagsen. Jordi Vanlerberghe modtog bolden på kanten af feltet, lavede en skudfinte og trykkede af med venste benet, og skuddet kunne næppe placeres bedre. Udenfor målmandens rækkevidde oppe i modsatte krog. Fremragende udligning af vores belgiske midtstopper, og så var vi også på måltavlen.

Det var også sidste gang i opgøret, der blev pillet ved måltavlen. Det sluttede dermed med ét mål til hvert hold på Brøndby Stadion.