Kim André Pedersen stopper som Head of Women's Football

05.11.2026 12:29

Efter at have været med til at sætte retningen for en historisk udvikling af Brøndby Women er tiden kommet til et nyt kapitel for Kim André Pedersen.

Brøndby IF's Head of Women's Football forlader således klubben ved årsskiftet for at tiltræde en tilsvarende stilling i en større europæisk klub, der spiller i en af Europas absolutte topligaer.

Kim André Pedersen har siden sin ansættelse i sommeren 2024 været en central del af den sportslige udvikling på kvindesiden, hvor han bl.a. har stået i spidsen for overgangen til en fuldtidsprofessionel hverdag for klubbens kvindehold.

En historisk milepæl, der gjorde Brøndby Women til det første fuldtidsprofessionelle kvindehold i den danske liga.

Nu venter en ny og spændende udfordring på den europæiske fodboldscene, og selvom det betyder et farvel til Vestegnen, ser Kim André Pedersen tilbage på sin tid i klubben med stor glæde og stolthed.

- Det har været en utrolig spændende og udviklende tid i Brøndby IF, hvor vi sammen har taget nogle store skridt for kvindefodbolden. Særligt overgangen til fuldtidsprofessionalisme har været en stor milepæl, som jeg er stolt af at have været en del af. Jeg har været omgivet af dygtige og dedikerede mennesker, som hver dag har arbejdet for at flytte klubben fremad, og det vil jeg gerne sige en stor tak for, fortæller Kim André Pedersen og fortsætter:

- Jeg har fået en spændende mulighed i en større europæisk klub, som jeg glæder mig til at tage hul på. Men Brøndby IF vil altid være en klub, jeg ser tilbage på med en vældig stor portion respekt og glæde.

Et skulderklap til arbejdet i Brøndby Women
Hos Brøndby IF's administrerende direktør, Søren Kristensen, er der både forståelse for beslutningen og stor anerkendelse af det arbejde, Kim André Pedersen har lagt i klubben.

- Kim har fået en mulighed, som naturligvis er svær at sige nej til. At han nu får muligheden for at tage næste skridt i karrieren i en større europæisk klub i en af de stærkeste kvindeligaer, er et stort skulderklap til Kim personligt og til det arbejde, han har været med til at udføre her i Brøndby IF, fortæller Søren Kristensen.

- Kim har været en vigtig del af en historisk epoke for vores kvindehold. Fuldtidsprofessionaliseringen som den første klub i den danske liga er en markant milepæl i Brøndby IF's udvikling, som han i dén grad har sat sit aftryk på og ikke mindst faciliteret i hverdagen. Vi er kede af at skulle sige farvel til en dygtig medarbejder, men vi ønsker ham samtidig alt det bedste med den nye udfordring.

- Nu går arbejdet i gang med at finde en afløser for Kim André. Det er en proces, vi ser frem til, for vi ønsker at fortsætte udviklingen af kvindefodbolden i Brøndby IF og samtidig accelerere vores talentudvikling.

Kim André Pedersen har sidste arbejdsdag i Brøndby IF 31. december 2026.