
Information om udebaneafsnittet mod F.C. København
19.05.2026 20:02
Brøndby IF er af klubbens tekniske rådgivere tirsdag blevet gjort opmærksom på, at det udvidede udebaneafsnit på Brøndby Stadion til torsdagens play off-kamp bør begrænses til 1500 tilskuere, i stedet for de 2100 billetter, der oprindeligt var allokeret F.C. København.
Brøndby IF har derfor set sig nødsaget til at tilbagekalde 600 af de billetter, der er tildelt F.C. København til kampen på Brøndby Stadion. Billetter, der allerede er solgt til gæsternes fans.
Årsagen til begrænsningen er, at der efter den nylige flytning af udebaneafsnittet på Brøndby Stadion endnu ikke foreligger en verificering fra de tekniske rådgivere, der muliggør fuld udnyttelse af udebaneafsnittets udvidede kapacitet på 2100 tilskuere til en derbykamp.
Udebaneafsnittets fulde kapacitet var forrige weekend i spil mod AGF. At klubben på daværende tidspunkt ikke var opmærksom på problematikken er en beklagelig fejl.
Det er vigtigt at understrege, at konstruktionen på det nye udebaneafsnit er fuldt ud identisk med godkendte konstruktioner på det tidligere udebaneafsnit og på Sydsiden og dermed bør leve op til alle gældende krav om sikkerhed, men afsnittet afventer en endelig godkendelse til at huse mere end 1500 tilskuere.
Brøndby IF har tirsdag afsøgt alle muligheder for at indhente en midlertidig godkendelse til at udnytte afsnittets fulde kapacitet, så alle gæstende fans med en billet kunne være til stede til torsdagens kamp. Desværre uden held.
Brøndby IF har beklaget over for F.C. København og beklager over for klubbens fans og ikke mindst de tilhængere, der nu misser torsdagens kamp fra tribunen.