
Henrik Hansen stopper i Brøndby IF og tiltræder som U20-landstræner
24.05.2026 08:00
Assistenttræner Henrik Hansen stopper i Brøndby IF efter knap to år i klubben for i stedet at tiltræde en stilling som U20-landstræner i DBU.
46-årige Henrik Hansen kom til Brøndby IF i sommeren 2024 som en del af trænerstaben omkring Superliga-holdet. Nu fortsætter han karrieren i dansk fodbold som ny U20-landstræner.
Klubbens nye fodbolddirektør Julius Ohnesorge sender en stor tak til Henrik Hansen for indsatsen i Brøndby IF.
– Henrik har været en dygtig og værdsat del af vores trænerstab gennem de seneste to år. Han har bidraget med stor faglighed, engagement og stærke menneskelige kompetencer i det daglige arbejde omkring holdet, og han har været med til at udvikle både spillere og miljøet omkring førsteholdet, siger Julius Ohnesorge.
– Vi vil gerne takke Henrik for hans indsats og professionalisme i hans tid i Brøndby IF. Samtidig har vi forståelse for, at muligheden for at blive U20-landstræner er en spændende og attraktiv mulighed for ham. Vi ønsker ham alt det bedste i det næste kapitel af hans karriere, lyder det fra den nyudpegede fodbolddirektør.
Henrik Hansen ser tilbage på tiden i Brøndby IF med stor glæde.
– Det har været en spændende tid i Brøndby IF, hvor jeg har været utrolig glad for at være en del af klubben, som jeg anser som Danmarks største fællesskab, og en del af det stærke miljø omkring holdet. Det har været et privilegie og jeg vil gerne takke spillere, stab, medarbejdere og ikke mindst fansene for opbakningen og samarbejdet gennem min tid her, siger Henrik Hansen.
– Muligheden for at arbejde med nogle af Danmarks største talenter på landsholdsniveau er en udfordring, jeg har valgt at sige ja til efter mange år i klubfodbold. Brøndby er dog en helt unik klub og er naturligvis kommet under huden på mig igennem de to år og jeg vil tage mange gode oplevelser og relationer med mig fra Brøndby IF, slutter han.
Henrik Hansens afgang efterlader et hul i det trænerteam, der skal sammensættes frem mod den kommende sæson, efter klubben fredag valgte at sige farvel til cheftræner Steve Cooper og assistent Alan Tate.



