Familier fra Red Barnet Vestegnen fik særlig oplevelse på Brøndby Stadion

04.05.2026 13:00

Til fredagens hjemmekamp på Brøndby Stadion var fællesskabet i centrum, da Brøndby IF i samarbejde med Fanafdelingen inviterede familier fra Red Barnet Vestegnen indenfor til en særlig kampoplevelse.

For flere af familierne var det første gang, de besøgte Brøndby Stadion, og dermed også første møde med den helt særlige stemning på Brøndby Stadion.

Inden kampstart blev familierne taget imod og fulgt af frivillige fra Fanafdelingen, der stillede med dedikerede ’stadionguider’. Guiderne sørgede for, at alle fik en tryg og god introduktion til stadionoplevelsen. Fra ankomst og aktiviteter til pladsen på tribunen.

Initiativet er en del af samarbejdet mellem Brøndby IF, Fanafdelingen og Red Barnet, hvor målet er at åbne fællesskabet og skabe positive oplevelser for børn og familier, der ellers ikke nødvendigvis har adgang til dem.

Samarbejdet har tidligere dannet rammen om lignende oplevelser på Stadion, hvor fællesskab og fodbold går hånd i hånd.

Et første møde med fællesskabet
På tribunen fik familierne mulighed for at opleve intensiteten, stemningen og sammenholdet, som Brøndby Stadion er kendt for. Med støtte fra frivillige fra Red Barnet Vestegnen og stadionguiderne fra Fanafdelingen, blev rammerne sat for en dag, hvor både børn og voksne kunne læne sig tilbage og nyde oplevelsen.

Forperson i Red Barnet Vestegnen, Gitte Have, glæder sig over samarbejdet og den mulighed, det giver familierne.

– For mange af vores familier kan det være en stor oplevelse at komme på stadion for første gang. At blive taget så godt imod og mærke fællesskabet betyder rigtig meget. Både for børnene og de voksne. Det er oplevelser, der er med til at skabe glæde og nye minder, og det er netop det som samarbejdet med Brøndby IF kan være med til at facilitere.

– Der har været en dejlig respons på oplevelsen i fredags. Flere familier har givet udtryk for, at det har været en fantastisk oplevelse og at de er dybt taknemmelig for at tage del i fællesskabet på Brøndby Stadion, fortæller Gitte Have.

Fællesskabet gør forskellen
Hos Brøndby IF er ambitionen fortsat at bruge klubbens rammer til mere end fodbold. Nemlig til at samle mennesker og skabe oplevelser, der rækker ud over de 90 minutter på banen.

- Vi er rigtig glade for, at vi sammen med Red Barnet Vestegnen og Fanafdelingen kan give familier den her type oplevelser. Det er netop det, samarbejdet kan - at åbne dørene til fællesskabet og skabe gode minder for børn og voksne.

- Det er samtidig et godt eksempel på, hvordan vi som klub ønsker at støtte lokalsamfundet og arbejde med fællesskab og socialt ansvar i Brøndby IF’, lyder det fra Jesper Larsen, ansvarlig for samarbejdet med Red Barnet.