
Daniel Wass forlænger og slutter karrieren i Brøndby IF
10.05.2026 09:00
Et år mere. Et sidste år.
Daniel Wass og Brøndby IF har forlænget kaptajnens aftale, så han nu også trækker den blågule trøje over hovedet i den kommende sæson. En sæson, der bliver hans sidste i karrieren.
Med 232 førsteholdskampe nærmer Wass sig top 25 på listen over spillere med flest kampe for klubben. Gennem i alt otte sæsoner i Brøndby IF har han været selve personliggørelsen af en ægte Brøndby-dreng.
Opvokset rundt om hjørnet og opflasket i Masterclass bærer han nu klubbens DNA med ind i den kommende sæson, der samtidig bliver punktummet på en glorværdig karriere.
- Brøndby betyder alt for mig. Jeg er fra Brøndby, opvokset i Brøndby og er kommet i klubben siden jeg var helt lille. For mig er Brøndby en kæmpe del af mit liv. Jeg er blevet et andet menneske i den her klub, og jeg har så stærke følelser til både de mennesker, der er herude, og til klubben, siger Daniel Wass.
- Derfor er jeg også utrolig glad for, at Brøndby kan se en idé i, jeg bliver et år mere og for, at jeg kan hjælpe klubben både på og uden for banen i endnu en sæson. Det bliver det sidste år for mig. Min fodboldkarriere stopper næste sommer. Det stod mellem et år mere i Brøndby eller at stoppe karrieren nu, for der er kun Brøndby for mig. Nu bliver det heldigvis et år mere dér, hvor jeg hører hjemme, fortsætter vores kaptajn.
Wass spiller nu sin sidste sæson i den klub, han debuterede for som 18-årig i 2007. Knap fire år senere vinkede han farvel til Vestegnen til fordel for den portugisiske storklub Benfica, inden han via ophold i både Frankrig og ikke mindst Spanien i 2022 skiftede Atlético Madrid ud med barndomsklubben og igen vendte hjem.
- Daniel repræsenterer den kontinuitet og den kultur, der er så vigtig i Brøndby. Han både forstår og kender klubben fra inderst til yderst, og han er en spiller og personlighed, fansene kan spejle sig i. Han bærer klubben med sig hver eneste dag, siger fodbolddirektør Benjamin Schmedes.
Han suppleres af klubbens tekniske direktør, Julius Ohnesorge, der fremhæver Wass’ betydning for de mange unge spillere, der træner og spiller med ham hver dag.
- Daniel er en gul og blå kulturbærer. Kort og godt. I løbet af denne sæson har han lagt flere lag på den rolle, og netop den position bliver ikke mindre vigtig det kommende år. Den dedikation, han har overfor klubben, er synlig for enhver. Det har den også været i løbet af dette forår, hvor han igen har givet alt på banen. Men rollen som ledestjerne og referencepunkt for vores mange unge spillere på vej frem, bliver mindst lige så essentiel i hans sidste år som aktiv, siger Ohnesorge.
Som det blev aftalt, da Daniel Wass sidste år underskrev sin seneste kontrakt, vil han efter planen overgå til en position i klubbens organisation, når han stopper sin aktive spillerkarriere.



