
Wass og Vallys overraskede deltagere i Fælles om Brøndby
03.06.2026 13:59
Tirsdag 28. april blev en særlig dag for deltagerne i ’Fælles om Brøndby – Alle spiller en rolle’, da Brøndby IF-spillerne Daniel Wass og Nicolai Vallys overraskede deltagerne og tog aktivt del i dagens træning.
Fælles om Brøndby er et projekt og samarbejde mellem Jobcenter Brøndby, Børne-, Kultur- og Idrætsforvaltningen og Brøndbyernes IF, som har til formål at styrke trivslen og bringe ledige borgere tættere på arbejdsmarkedet.
To gange om ugen mødes deltagerne på træningsbanerne i Brøndby, hvor fysisk aktivitet, fællesskab og sociale relationer danner rammen for et trygt forløb. Her handler det ikke kun om motion, men også om at bryde med ensomhed, opbygge nye netværk og styrke troen på egne evner.
Brøndby IF’s anfører og viceanfører deltog i træningen
Daniel Wass og Nicolai Vallys lagde vejen forbi Fælles om Brøndby, hvor de deltog i træningen, delte ud af gode oplevelser og var med til at skabe en dag, der gjorde stort indtryk på deltagerne.
Besøget fra de to Superligaspillere skabte stor glæde blandt deltagerne, der fik mulighed for at møde Wass og Vallys helt tæt på. Træningen bød på smil, gode grin, high-fives og en oplevelse af at være fælles om noget større.
For Brøndby IF var besøget en mulighed for at bidrage til en god oplevelse for deltagerne og bakke op om det fællesskab, som Fælles om Brøndby skaber på tværs af Vestegnen.
Netop fællesskabet er også centralt i projektets arbejde, fortæller Stephanie O’Neill, der er socialrådgiver og beskæftigelsesmentor i Brøndby Kommune.
- Det handler om at give deltagerne tro på sig selv og oplevelsen af at høre til. Det skaber noget særligt at mødes på lige fod om en aktivitet. Her opstår relationer og motivation, som vi kan bygge videre på – både i sociale fællesskaber og i forhold til at få fodfæste på arbejdsmarkedet, fortæller Stephanie O’Neill.
Fodbold rummer mere end sporten
I Brøndbyernes IF’s amatørafdeling glæder man sig over samarbejdet med Brøndby Kommune og over den udvikling, man har set hos deltagerne gennem forløbet.
Michael Espersen, forretningsfører i amatørafdelingen, fortæller:
- Vi har gennem tiden lavet mange gode projekter i samarbejde med Brøndby Kommune, og da vi blev præsenteret for Fælles om Brøndby, var vi ikke i tvivl. Vi sagde ja med det samme, for det er et rigtig stærkt initiativ, som vi meget gerne vil bakke op om.
For Michael Espersen har det gjort særligt indtryk at følge deltagernes udvikling, siden de første gang mødte op i klubben.
- Da deltagerne kom her første gang, var mange af dem lidt tilbageholdende og skulle lige finde sig til rette. Nu stikker de hovedet ind på kontoret og hilser, hver gang de kommer. Bare det at se den udvikling er fantastisk, siger Michael Espersen og fortsætter:
- Fodbold rummer meget mere end selve spillet på banen. Det handler også om fællesskab, om at være sociale sammen og om at få nye relationer. Derfor betyder det rigtig meget for os, at vi kan være med til at hjælpe på den måde.
For deltagerne i Fælles om Brøndby blev besøget fra Daniel Wass og Nicolai Vallys derfor ikke blot en træning med to profiler fra Brøndby IF, men en oplevelse, der understregede, hvad fællesskab, nærvær og fodbold kan skabe, når alle spiller en rolle.
Matchworn spillertøj til deltagerne
I samarbejde med Betano kunne Daniel Wass og Nicolai Vallys afslutningsvis overraske deltagerne med kampbrugte spillertrøjer og billetter til hjemmekampen mod AGF den 10. maj.
Spillertrøjerne var fra UEFA Conference League-playoffkampen i Strasbourg, hvor Brøndby IF spillede med Betanos velgørenhedsfond Kaizen Foundation på brystet.
Billetterne til kampen mod AGF blev givet i forlængelse af Betanos opbakning til initiativet og gav deltagerne mulighed for også at opleve fællesskabet omkring Brøndby IF på en kampdag.