
Viktor Kynde bliver ny assistenttræner på Superliga-holdet
29.06.2026 12:29
Viktor Kynde bliver en del af trænerstaben omkring Brøndby IF's Superliga-trup som ny assistenttræner.
33-årige Kynde kom til Brøndby IF tilbage i sommeren 2022, hvor han som U17-assistenttræner bl.a. var med til at vinde mesterskabet og pokaltitlen med U17-holdet.
Siden blev han forfremmet som cheftræner for U17-holdet, som han nåede at stå i spidsen for i to sæsoner, inden han sidste sommer blev udnævnt som cheftræner for U19-holdet.
Efter fire år i Masterclass, hvor Viktor Kynde har været med til at udvikle klubbens talenter, tager han nu selv næste skridt og bliver en del af trænerstaben omkring Superliga-truppen.
Fodbolddirektør Julius Ohnesorge ser forfremmelsen som et naturligt resultat af både Kyndes udvikling og klubbens ønske om at skabe en tydelig rød tråd fra Masterclass til førsteholdet.
- Vi har ønsket at bruge den nødvendige tid på at træffe den rigtige beslutning. Parallelt med en grundig vurdering af markedet har vi de seneste uger drøftet sammensætningen af trænerstaben internt, samtidig med Thomas Nørgaard og Viktor har fået mulighed for at arbejde tæt sammen og lære hinanden bedre at kende i en fodboldfaglig kontekst. Den proces har givet os en klar overbevisning om, at Viktor er den rette profil til vores trænerstab, og at han kan spille en vigtig rolle i at sikre kontinuitet og den langsigtede udvikling på tværs af klubben, fortæller fodbolddirektøren.
- Jeg har haft fornøjelsen af at arbejde tæt sammen med Viktor det seneste år, og han har gennem hele perioden vist stærke kompetencer som træner og leder. Samtidig har han opbygget stærke relationer på tværs af klubben og en solid erfaring i udviklingen af vores spillere. Han har en stor forståelse for vores kultur, vores udtryk og på den måde, vi arbejder med spillerudvikling - og vi er overbeviste om, at han fra første dag vil blive en værdifuld del af miljøet omkring vores førstehold, slutter Ohnesorge.
Selv fortæller Viktor Kynde om sin nye rolle som assistenttræner på førsteholdet:
- Det er en rigtig stor ting, og personligt for mig nu at skulle arbejde på så højt et niveau og med så dygtige spillere og trænere, det er noget, jeg er stolt af. Jeg skal gøre mig ekstremt umage for at leve op til det ansvar, det er, og jeg går meget ydmygt til opgaven som assistenttræner i førsteholdstruppen.
- Jeg er stolt over at have taget turen hele vejen fra U17-holdet i Masterclass, og at mit arbejde er blevet anerkendt nok til, at jeg nu står her i dag som assistenttræner. Jeg tror også på, at det på sigt giver vores unge talenter nogle endnu bedre rammer og forudsætninger for at udvikle sig, at de ser endnu et kendt ansigt ude på træningsbanen, når de kommer op og træner med. Det er en fed udfordring, som ligger foran nu, og det glæder jeg mig virkelig til.
Med Kyndes forfremmelse efterlader dette et tomt trænersæde på U19-holdet, og her er Brøndby IF i fuld gang med rekrutteringen af en ny cheftræner.






