
Unik Brøndby-trøje indbragte over 20.000 kr. til Headspace Vestegnen
12.06.2026 08:00
Et unikt kunstværk skabt af den anerkendte kunstner Frederik Næblerød har nu fundet sin nye ejer. Auktionen af værket, der blev skabt eksklusivt til udstillingen (POP-UP) Brøndby IF x ARKEN, indbragte i alt 20.368,57 kroner, som ubeskåret går til Headspace på Vestegnen.
Værket blev skabt som en del af samarbejdet mellem Brøndby IF og ARKEN, hvor kunst og fodbold blev forenet i en fortælling om fællesskab, identitet og passion. Samtidig havde udstillingen et velgørende formål, da hele overskuddet fra auktionen blev doneret til Headspace på Vestegnen, der arbejder for at styrke unges mentale trivsel.
På et nyligt besøg hos ARKEN blev checken officielt overrakt til Headspace Brøndby, og glæden over donationen var stor.
- Vi er utrolig glade for, at auktionen har resulteret i et så flot beløb til Headspace på Vestegnen. Det er et stærkt eksempel på, hvordan kunst, sport og fællesskab kan gå hånd i hånd og gøre en reel forskel for unge mennesker. At Frederik Næblerød har valgt netop Headspace som modtager, glæder os ekstra meget, fordi vi allerede har et stærkt og værdifuldt samarbejde med dem omkring unges trivsel.
- Vi oplever hver dag, hvor vigtig deres indsats er for unge på Vestegnen og Brøndby, og derfor er det fantastisk, at donationen kan være med til at styrke deres arbejde yderligere til gavn for endnu flere unge, fortæller Jesper Larsen, Head of Fan Recruitment hos Brøndby IF.
Hos Headspace på Vestegnen vækker donationen også begejstring.
- Vi er meget taknemmelige for den flotte donation og for, at både kunstneren Frederik Næblerød og køberen af værket har valgt at støtte de unge på Vestegnen. Donationen giver os mulighed for at styrke opkvalificeringen af vores frivillige og skabe fællesskabsaktiviteter for de unge, der besøger headspace.
- For os er det et stærkt eksempel på, hvad der kan ske, når kunst, sport, erhvervsliv og civilsamfund går sammen om en fælles sag. Ingen kan løfte unges trivsel alene, men når vi står sammen, kan vi skabe endnu flere muligheder for, at unge oplever støtte, fællesskab og håb. Derfor er vi også meget glade for vores gode samarbejde med Arken og med Brøndby IF, som deler ambitionen om at styrke trivslen blandt unge i lokalområdet, fortæller Carina Abel Gjaldbæk, Centerchef i Headspace Rødovre, Hvidovre og Brøndby.
Auktionen blev afsluttet i forlængelse af (POP-UP) Brøndby IF x ARKEN-udstillingen, hvor Frederik Næblerød fortolkede Brøndby IF gennem sit karakteristiske kunstneriske udtryk. Resultatet blev et helt unikt værk, som nu ikke blot får et nyt hjem, men også har bidraget til en vigtig sag.
Brøndby IF takker alle, der deltog i auktionen og dermed var med til at støtte Headspace på Vestegnen.



