Thomas Nørgaard er ny cheftræner i Brøndby IF

10.06.2026 09:59

Brøndby IF har ansat Thomas Nørgaard som ny cheftræner. 44-årige Nørgaard tiltræder med øjeblikkelig virkning og har underskrevet en kontrakt med klubben frem til sommeren 2029. Også assistenttræner Lasse Frølund og analytiker Carl-Emil Lopdrup er nye ansigter på Vestegnen. 

Thomas Nørgaard kommer til Brøndby IF efter en succesfuld periode i Sønderjyske, hvor han førte klubben tilbage i Superligaen, inden han efterfølgende etablerede holdet i landets bedste række og senest førte sønderjyderne til en plads i Mesterskabsspillet i den netop afsluttede sæson. 

- Thomas har gennem hele sin karriere vist en evne til at skabe hold, der præsterer mere end bare summen af de enkelte dele. Han kombinerer stærke fodboldfaglige kompetencer med tydelig ledelse, høje standarder og en oprigtig evne til at samle mennesker om et fælles mål. Gennem sin karriere har han skabt miljøer, hvor spillere udvikler sig, hold bliver bedre, og hvor alle ved præcis, hvad der forventes af dem, siger fodbolddirektør Julius Ohnesorge.

- I Brøndby IF ønsker vi, at mod, intensitet og fællesskab skal være synligt i alt, hvad vi gør. Vi tror på, at Thomas er den rette til at styrke de kvaliteter omkring vores førstehold, fortsætter han. 

Tidligere har Nørgaard stået i spidsen for blandt andre AB, Lyngby Boldklub og B93, ligesom han har været assistenttræner i Sparta Prag.

Brøndby IF er imidlertid langt fra fremmed for vores nye cheftræner. Omkring årtusindskiftet tørnede Thomas Nørgaard i sin aktive karriere selv ud i gul og blå. Han bar sågar anførerbindet på både U17- og U19-holdet, inden han i 2001 skiftede tilbage til barndomsklubben i Herlev, hvor han også bor den dag i dag. 

Det er dog utvetydigt i trænergerningen, han - siden han som bare 31-årig fik sit første cheftrænerjob - har slået sit navn fast. Nu fortsætter karrieren på Brøndby Stadion.

- Det fantastiske ved Brøndby IF er fællesskabet og den betydning, klubben har for så mange mennesker. Det er en klub, man ikke bare følger. Det er et fællesskab, man bliver en del af. Derfor har jeg også stor respekt for de værdier og den historie, som Brøndby IF står på skuldrene af, siger Thomas Nørgaard. 

- Jeg var en 15-årig dreng fra Herlev, som tog turen til akademiet i Brøndby med alle de drømme, man har, når man håber på en dag at stå på Brøndby Stadion. Det lykkedes ikke som spiller, så nogle gange må man finde en anden vej til sine drømme. Jeg vidste tidligt, at jeg ville være fodboldtræner, og gennem næsten 25 år har jeg arbejdet målrettet på at blive dygtig nok til at stå her i dag. Derfor er det med både ydmyghed, stolthed og stor motivation, at jeg ser frem til den udfordring, vi nu i fællesskab skal løfte, fortæller vores nye cheftræner. 

Thomas Nørgaard skal nu tegne stregerne til et Brøndby-mandskab, hvor afstanden fra bane til tribune er så kort som overhovedet muligt.  

- Brøndby IF er vores allesammens klub. Jeg kommer ind for at være med til at udvikle og styrke et udtryk, som fansene kan identificere sig med. For mig handler det om et hold, der spiller med mod, fremadrettethed og energi. Både i måden vi angriber kampene på og i det udtryk, vi viser undervejs, siger Nørgaard, der suppleres af vores fodbolddirektør. 

 - Vores fans skal på alle måder kunne spejle sig i det hold, vi sender på banen. I vores rekrutteringsproces har vi derfor ikke blot været på udkig efter en dygtig træner. Vi har i lige så høj grad ledt efter et menneske og en leder, der kan være med til at styrke kulturen på og omkring holdet. Thomas deler den ambition, og han omfavner betydningen af identitet, af hårdt arbejde og af at skabe en stærk forbindelse mellem spillere, stab, klub og fans, siger Julius Ohnesorge. 

Han ser også vores nye cheftræner styrke en anden afgørende forbindelse. 

- En af klubbens vigtigste ambitioner er at skabe en endnu stærkere forbindelse mellem førsteholdet og Masterclass. Thomas deler den ambition fuldt ud og har gennem hele sin karriere vist både viljen og evnen til at integrere unge spillere på sine hold. Talentudvikling er en grundlæggende del af klubbens identitet, og Thomas' tro på den tilgang har været en vigtig faktor i beslutningen om, at han er den helt rigtige træner for Brøndby IF, slutter fodbolddirektøren.

Ud over Thomas Nørgaard byder Brøndby IF velkommen til Lasse Frølund, der tiltræder som assistenttræner, og Carl-Emil Lopdrup, som træder ind i klubbens analyseafdeling. Begge kommer ligeledes til klubben fra Sønderjyske, hvor de har arbejdet tæt sammen med Thomas Nørgaard. 

Brøndby IF indkalder til pressekonference på Brøndby Stadion i dag klokken 14.00, hvor cheftræner Thomas Nørgaard og fodbolddirektør Julius Ohnesorge vil stå til rådighed for pressen.