
Sejr på 8-1 i første testkamp mod Hvidovre IF
28.06.2026 14:41
Vi fik en overbevisende start på sommerens testkampe, da Hvidovre IF søndag eftermiddag blev besejret med 8-1 på Bane 1.
I bagende sommersol og foran en velbesøgt Bane 1 leverede de blågule en stærk præstation, hvor flere spillere kom på måltavlen - heriblandt Patrick Mortensen i sin uofficielle debut, mens Marcus Younis også viste gode takter med sine to scoringer undervejs i første halvleg.
Hvidovre IF åbnede kampen med to muligheder inden for kampens første kvarter, men Gavin Beavers og Brøndby-defensiven holdt stand.
I den anden ende begyndte Brøndby-spillerne gradvist at få bedre fat, og efter 20 minutter blev overtaget omsat til scoring. Her blev Younis fundet med en fin dybdebold mellem to forsvarsspillere, og her afsluttede offensivspilleren elegant med ydersiden til 1-0.
Kun få minutter senere slog Younis til igen. Denne gang efter en flot tværbold ude fra venstresiden, hvor australieren sikkert sendte bolden i nettet til 2-0.
Den velspillende Younis var fortsat omdrejningspunktet offensivt og leverede efter en halv time et glimrende indlæg til Patrick Mortensen, hvis hovedstød blev sendt på overliggeren i første omgang.
Men angriberen skulle dog ikke vente længe på sin første uofficielle scoring i Brøndby-trøjen, da han blot få øjeblikke efter var på pletten og gjorde det til 3-0.
Kort før pausen leverede Gavin Beavers en stærk dobbeltredning, men Hvidovre fik alligevel reduceret. Brøndby svarede dog hurtigt igen, da Ali Al-Najar inden pausen udbyggede føringen til 4-1.
Målorgie fortsatte efter pausen
Efter pausen fortsatte Brøndby med at dominere, og blot få minutter inde i anden halvleg blev det 5-1. Efter flere hurtige kombinationer omkring Hvidovres felt endte bolden hos Marko Divkovic, der sikkert sendte bolden i nettet.
I takt med at begge hold foretog en lang række udskiftninger, faldt gæsterne fra Hvidovre IF langsomt sammen, mens Brøndby fortsatte med at skabe chancer og ikke flyttede foden fra speederen.
Midtvejs i anden halvleg kom også Sho Fukuda også på tavlen. Den japanske angriber missede i første omgang bolden i afslutningsøjeblikket, men reagerede hurtigt og fik i andet forsøg sendt bolden over stregen til 6-1.
Kort efter scorede Divkovic sit andet mål i kampen, inden Ousmane Sow lukkede målfesten. Efter en retur fra Hvidovres målmand steg han til vejrs og headede slutresultatet 8-1 i nettet.



