Brøndby IF styrker den fysiske stab med Mathias Zangenberg

18.06.2026 08:00

Når spillerne fredag møder ind efter ferien til den første træningsdag, står den først og fremmest på fysiske tests. Og netop her - på det fysiske område - siger klubben nu velkommen til en ny mand. 

Mathias Zangenberg er tiltrådt som fysisk træner for Superliga-truppen. Han skal sammen med Bennet Kästner stå i spidsen for arbejdet med spillernes fysiske udvikling og præstationer. 

47-årige Zangenberg har tidligere været Head of Physical Performance i både FC Nordsjælland og AGF, mens han senest har bestredet samme job i den sydafrikanske storklub Mamelodi Sundowns, der for bare få uger siden vandt den afrikanske Champions League. 

Nu vender Zangenberg hjem til Danmark efter godt tre år i Sydafrika. Og det bliver til Brøndby IF. 

– Mathias tilfører erfaring, perspektiver og stor faglig ekspertise fra flere stærke fodboldmiljøer. Han har arbejdet på højt niveau i mange år både i Danmark og internationalt og styrker vores stab med både ledelseserfaring og specialiseret viden. Vi har ledt efter en profil, der kunne supplere de kompetencer, vi allerede har i staben, og samtidig være med til at styrke det samlede miljø omkring førsteholdet,  siger fodbolddirektør Julius Ohnesorge. 

- Mathias kommer med en tilgang, som passer godt til den retning, vi ønsker at udvikle os i, og vi er overbeviste om, at hans viden, personlighed og erfaring vil gøre ham til en værdifuld del af staben og det daglige arbejde med at skabe de bedst mulige forudsætninger for spillernes udvikling og holdets præstationer. Vi glæder os til at få hans kompetencer i spil som en del af det samlede arbejde omkring førsteholdet, fortsætter vores fodbolddirektør. 

Selv glæder Mathias Zangenberg sig til at trække i arbejdstøjet og blive en del af staben under vores nye cheftræner, Thomas Nørgaard. 

- Det er et superfedt projekt, som jeg glæder mig rigtig meget til at blive en del af. Jeg er vokset op med, at Brøndby IF var holdet, og jeg har selv holdt med klubben. Jeg kender til historikken og kulturen med benhårdt arbejde, samt et hold med en masse intensitet, fremadrettethed og dynamisk fodbold. 

- Jeg kommer med erfaringer fra nogle meget forskellige miljøer i både dansk og international fodbold. I FC Nordsjælland arbejdede vi målrettet med at styrke sammenhængen mellem akademi og førstehold, mens jeg i AGF blev en del af en klub med en stor fanskare og et potentiale, vi arbejdede på at forløse, som de så fik her i seneste sæson. Senest har jeg været en del af Mamelodi Sundowns, hvor målsætningen er at vinde mesterskabet og kæmpe med om CAF Champions League hvert eneste år. Det er altså mange forskellige erfaringer, som jeg glæder mig til at bringe med ind i arbejdet i Brøndby IF.

Mathias Zangenberg har sin første arbejdsdag i klubben allerede i dag.