Sonne-Schmidt efter debut: Virkelig stolt

25.07.2026 19:40

Han fik beskeden om, at han skulle vogte buret i dagens sæsonpremiere blot fem timer før kampstart.

Ikke desto mindre fik 19-årige William Sonne-Schmidt vist sig flot frem, da han fik sin debut i aftenens 1-1-kamp på Ceres Park Vejlby i Aarhus.

- Jeg fik beskeden ude på spillerhotellet i dag ved en 12:30 tiden. Jeg kunne se, at Pentz stod og snakkede med nogle af trænerne, og jeg kendte godt situationen med hans kone på forhånd. Jeg fik så at vide, at det var mig, der spillede, og så måtte jeg gøre mig klar til det, fortæller den unge keeper.

- Jeg blev lidt nervøs til at starte med. Men jeg havde en god snak med vores mentaltræner, så jeg var helt klar på opgaven i dag. Lige pludselig kom der pres på, og det er jo også en anden kulisse, end jeg er vant til. Men ja, jeg synes faktisk, at jeg nød det, og jeg er virkelig stolt over at have fået min debut for Brøndby IF.

- Jeg måtte hurtigt omstille mig på at gå ind og spille, og sådan er fodbold også nogle gange. Jeg synes, jeg gjorde det fint nok. Men det er uheldigt, at vi lavede en fejl. For ellers er jeg ret sikker på, at vi havde fået alle tre point, slutter Sonne-Schmidt.