
Nederlag i sidste test mod Hibernian FC
18.07.2026 14:07
Lørdag eftermiddag spillede vi opstartens sidste træningskamp, hvor vi mødte Hibernian FC i den skotske hovedstad Edinburgh på Easter Road Stadium.
Her skulle generalprøven stå, inden vi på lørdag i næste uge drager til Aarhus til sæsonpremieren i 3F Superligaen.
Vi fik en hård start på opgøret mod skotterne, som allerede efter to minutter var tæt på at bringe sig i front efter en misforståelse i vores forsvar. En tilbagelægning til William Sonne var lige ved at havne for fødderne af hjemmeholdets angriber Nathan Lowe, men Sonne fik en hånd på bolden og afværget situationen.
Ti minutter senere kom der dog endnu en forsvarsfejl, da Jordi Vanlerberghe og William Sonne gik forbi af hinanden. Jordi forsøgte at heade bolden tilbage til vores unge keeper, men fik i stedet headet den forbi Sonne og hen til Lowe, der denne gang kunne sende værterne i front.
Og to minutter senere kunne Nathan Lowe også udbygge for hjemmeholdet. Et lavt indlæg finder Lowe, der med et hovedstød bragte Hibernian på 2-0.
Et slemt første kvarter af opgøret for os, hvor vi ikke rigtigt kunne finde fodfæste i opgøret.
Det blev dog bedre i løbet af første halvleg, hvor det blev mere jævnbyrdigt mellem de to hold. Dog udeblev chancerne for yderligere mål.
Kort før pause blev der dog dømt et straffespark i vores favør efter en hånd på bolden i værternes felt. Patrick Mortensen tog sig af sparket og reducerede på sikker vis til pausestillingen 2-1.
Blågult pres efter pausen.
Efter en begivenhedsfattig indledning på anden halvleg, blev spillet presset længere og længere frem på værternes banehalvdel.
Værterne stod dog skarpt defensivt og tillod ikke meget plads til vores offensive kræfter til at finde den sidste aflevering eller afslutning på mål.
Med tyve minutter tilbage af opgøret forsøgte Filip Bundgaard med et langskud fra sin højre side, som røg på stolpen. Tæt på en udligning.
Igen i det 90’ minut var Filip Bundgaard uhyre tæt på at udligne, da han med et indlæg blev spillet helt fri bagerst i feltet. Bundgaard fik hovedet på og forsøgte at dirigere bolden ind i modsatte side af målet, men værternes keeper fik en hånd på afslutningen og afværget en blågul udligning.
Udligningen kom dog aldrig, og derfor måtte vi tage fra Edinburgh mod Vestegnen med et nederlag i bagagen på 2-1.
På lørdag i næste uge starter 3F Superligaen, når vi på Ceres Park Vejlby møder AGF med opbakning fra et udsolgt udebaneafsnit.



