Martin Sahlertz bliver Chief Commercial Officer i Brøndby IF

08.07.2026 09:00

Efter to år som Director of Sales & Business Development bliver Martin Sahlertz nu forfremmet til Chief Commercial Officer (CCO) i Brøndby IF. I sin nye rolle refererer han til klubbens administrerende direktør, Søren Kristensen.

Dette sker som led i den fortsatte udvikling af klubbens kommercielle organisation og er en naturlig konsekvens af den markante udvikling, Brøndby IF har gennemgået på det kommercielle område de seneste år.

Som CCO får Martin Sahlertz det samlede ansvar for klubbens kommercielle strategi og forretningsudvikling med målet om at skabe langsigtet og bæredygtig vækst for Brøndby IF.

Ansvarsområdet omfatter bl.a. partnerskaber, marketing, retail, ticketing, CRM og den digitale udvikling med ambitionen om fortsat at styrke Brøndby IF's position og samtidig tage de næste skridt imod at blive Skandinaviens stærkeste og mest innovative kommercielle fodboldklub.

Bestyrelsesformand Jan Bech Andersen fortæller:

- Brøndby IF har store ambitioner både sportsligt og kommercielt. Den udvikling og de resultater, vi som klub har skabt på det kommercielle område gennem de seneste år, er resultatet af en stærk fælles indsats på tværs af organisationen. Martin har spillet en central rolle i den udvikling, og i takt med at det kommercielle område har fået stadig større strategisk betydning for klubbens samlede udvikling, er det et naturligt tidspunkt at styrke den øverste ledelse med en Chief Commercial Officer. Det styrker vores samlede ledelse og vores evne til at eksekvere på klubbens kommercielle strategi.

Martin Sahlertz fortæller om den nye rolle som Chief Commercial Officer:

- Brøndby IF er Danmarks største fodboldklub. Det forpligter, men det giver også et helt unikt udgangspunkt. Vi har en historie, en identitet og et værdigrundlag, som har skabt generationer af fans. Den fortælling er et af klubbens allerstærkeste aktiver, og den skal vi blive endnu bedre til at dyrke og formidle - både til dem, der allerede elsker klubben, og til den næste generation af fans.

- Det handler om langt mere end kommerciel udvikling. Det handler om, hvordan Brøndby IF opleves og huskes. Når tribunerne på Brøndby Stadion står gule og blå, når vores visuelle identitet og fortælling på tværs af sociale medier og digitale platforme fremstår blandt de absolut stærkeste i Norden, og når vi møder fans, partnere og medlemmer med en klar og konsekvent oplevelse af, hvad Brøndby IF står for, så bygger vi et endnu stærkere brand. Det er sådan, vi får endnu flere til at forstå, hvorfor Brøndby IF er noget helt særligt.

- Vi har et stærkt fundament og en organisation fyldt med dygtige mennesker. Nu handler det om at bygge videre med høje ambitioner og et langsigtet perspektiv. Vi kommer i den kommende tid til at sætte yderligere ord på vores kommercielle ambitioner og den retning, vi ønsker at bevæge klubben i. Jeg glæder mig helt enormt til sammen med resten af organisationen at tage de næste skridt for Brøndby IF.

Udnævnelsen af Martin Sahlertz sker samtidig med, at Kasper Sloth Nielsen er tiltrådt som Operations Director pr. 1. juli.

Kasper kommer med en stærk driftsbaggrund og mere end 15 års ledererfaring fra bl.a. detailbranchen og senest medicinalbranchen. Han refererer ligeledes direkte til administrerende direktør Søren Kristensen og får det overordnede ansvar for klubbens samlede drift.

Med ansættelsen af Søren Kristensen som administrerende direktør, udnævnelsen af Martin Sahlertz til Chief Commercial Officer og ansættelsen af Kasper Sloth Nielsen som Operations Director er Brøndby IF's øverste ledelsesstruktur nu fuldt etableret. Det skaber et stærkt fundament for at realisere klubbens sportslige og kommercielle ambitioner i de kommende år.