
Fire scoringer sikrede overbevisende sejr over OB
11.07.2026 15:15
Foran mange fremmødte tilskuere på Bane 1 og i flot sommervejr blev OB besejret med hele 4-0 i opstartens tredje testkamp.
Nicolai Vallys og Max Ejdum sendte de blågule på sejrskurs før pausen, inden unge Oskar Fenger lukkede opgøret med to scoringer i slutfasen.
Der var kun spillet fem minutter, da de blågule bragte sig foran. Marcus Younis slog et glimrende indlæg ude fra højresiden, som fandt Nicolai Vallys ved bagerste stolpe, hvor offensivspilleren sikkert headede os foran med 1-0.
Målet satte tonen for kampens indledning, hvor Brøndby IF havde et solidt greb om opgøret. De blågule styrede spillet, vandt duellerne og skabte flere fine muligheder.
Midtvejs i halvlegen var Vallys igen tæt på, da Divkovic fandt ham med endnu et præcist indlæg, men denne gang gik hovedstødet snært forbi målet.
Efter en halv times spil blev overtaget også omsat til endnu en scoring. Marcus Younis kombinerede flot med Patrick Mortensen i et hurtigt et-to-spil, inden bolden havnede for fødderne af Max Ejdum. Midtbanespilleren tøvede ikke, men sendte afslutningen afsted, som via en OB-forsvarer snød målmanden og gik i nettet til 2-0 mod Ejdums tidligere klub.
Kort efter var Patrick Mortensen tæt på at øge føringen yderligere. Mathias Jensen sendte angriberen alene igennem med en præcis dybdebold imellem to forsvarsspillere, men OB-keeperen kom godt ud og reddede forsøget.
Gæsterne viste dog også tænder inden pausen. Et velspillet angreb endte hos Ganaus ved bagerste stolpe efter oplæg fra Arp, som blev sendte på tværs af feltet. Men angriberen fik ikke rent træf på bolden, som i stedet ramte sidenettet.
Dermed kunne mandskaberne gå til pause med en sikker 2-0-føring.
Anden halvleg blev mere ujævnt i forhold til de første 45 minutter, og gennem de sidste 45 minutter havde begge mandskaber svært ved for alvor at sætte længere perioder sammen.
De blågule havde enkelte optræk til muligheder, mens OB også forsøgte sig et par gange udefra, men uden for alvor at teste William Sonne-Schmidt i det blågule mål.
Oskar Fenger-show til slut
Fenger blev først sendt til straffesparkspletten, efter Wass havde overladt ansvaret til det unge talent, og her kvitterede Fenger ved sikkert at sende bolden op i nettaget til 3-0 fra 11-meterpletten.
Og scoringen gav tydeligvis angriberen blod på tanden.
Kort efter erobrede de blågule bolden i en omstilling omkring midterlinjen, hvor Fenger blev sendt afsted i dybden. Han satte fart fra OB-forsvaret og viste stor kølighed, da han elegant chippede bolden over den fremstormende målmand og lukkede kampen med målet til 4-0.



