Brøndby-spillere skabte smil og fællesskab for ukrainske børn

08.07.2026 07:25

Fodbold kan være meget mere end 90 minutter på en bane.

Den kan skabe smil, bygge fællesskaber og give et pusterum fra en hverdag, der for nogle børn er præget af langt større udfordringer end fodboldens verden.

Derfor lagde flere af spillerne fra Superliga-truppen i sidste uge vejen forbi et særligt fodboldskole-arrangement for ca. 100 ukrainske børn, som DIF Get2Sport i samarbejde med DBU afholdt ude i Taastrup IF.

Her fik børnene mulighed for at tage billeder med spillerne og skrevet autografer, mens de også havde mulighed for at stille spørgsmål til spillerne.

Brøndby IF var repræsenteret af Patrick Mortensen, Jacob Ambæk, Mathias Jensen, Viggo Poulsen, Nicolai Vallys, Rasmus Lauritsen, Mads Frøkjær, Jordi Vanlerberghe og Gavin Beavers, som alle brugte tid på at få taget billeder, skrevet autografer og snakket med børnene.

Jesper Larsen, Head of Fan Recruitment i Brøndby IF, glæder sig over, at klubben kan bidrage til et initiativ, hvor fodbolden blev rammen om noget langt større.

- Som klub ønsker vi at bruge fodbolden til mere end det, der sker på banen. Den kan skabe fællesskab, glæde og håb, og det er netop det, vi gerne vil bidrage med til børn, der har oplevet mere, end nogen børn burde. At vores spillere kan være med til at give dem en dag fyldt med smil, fællesskab og gode oplevelser betyder rigtig meget for os. Vi ved, at vi ikke kan ændre deres situation, men vi kan være med til at give dem et pusterum og nogle gode minder. Hvis vi samtidig kan få dem til at føle sig som en del af et fællesskab, så har dagen allerede været en succes.

Stor opbakning fra spillerne
Han fremhæver samtidig den store opbakning fra spillertruppen, når klubben inviterer dem med til sociale initiativer.

- Samtidig er det fantastisk at opleve den opbakning, vi møder fra vores spillere. Hver gang vi spørger, om de har lyst til at deltage i et initiativ som dette eller andre sociale indsatser, er de utrolig positive og engagerede. Det siger meget om den kultur og de værdier, vi har i Brøndby IF.

Rasmus Lauritsen var glad over at kunne give børnene en oplevelse, de husker.

- Når man endelig har en chance for at gøre en forskel, så er det med at takke ja. Det er det mindste, man kan gøre. Og så samtidig se hvor glade nogle børn, der virkelig fortjener at få noget glæde i livet, bliver af, at vi kommer her i en time. Det er jo fantastisk, fortæller forsvarsspilleren.

Brøndby IF har inviteret både børn og ledere til at opleve stemningen på Brøndby Stadion til en hjemmekamp i den kommende sæson.

Se et lille galleri fra besøget herunder.