Brøndby IF henter Adrian Kappenberger

03.07.2026 09:28

Brøndby IF har indgået en etårig aftale med den 29-årige målmand Adrian Kappenberger.

Kappenberger skifter til Brøndby IF efter to sæsoner i Hillerød Fodbold. Keeperen har tidligere også repræsenteret klubber som Hvidovre IF, Hobro IK og FC Helsingør.

Den rutinerede målmand er dog ikke et nyt ansigt i Brøndby IF. Ved siden af sin aktive karriere har han nemlig sideløbende været tilknyttet Masterclass som målmandstræner, hvor han har arbejdet med klubbens U13-, U14- og U15-målmænd. En rolle, han trådte ud af, inden han satte sin underskrift på kontrakten.

Nu bliver han en del af Superliga-truppen på en etårig aftale.

Fodbolddirektør Julius Ohnesorge fortæller om tilføjelsen af Kappenberger til truppen:

- Adrian kommer ind med et indgående kendskab til klubben i form af sin rolle i Masterclass og derfor også vores kultur og den måde, vi arbejder på. Han kommer med kontinuerlig spilletid fra Hillerød i seneste sæson, og han ved, han skal være med til at skubbe niveauet i målmandsgruppen hver eneste dag på træningsbanen og samtidig være klar, når muligheden byder sig mellem stængerne.

- Samtidig er det vigtigt for os, at der fortsat er en tydelig vej for de unge, talentfulde målmænd i Masterclass, og derfor har vi ønsket en løsning, der både giver os erfaring og stabilitet i truppen.

Selv fortæller Adrian Kappenberger om sit skifte:

- Det er stort at få lov til at blive en del af så kæmpe en klub. Jeg har jo allerede prøvet at opleve Brøndby IF gennem Masterclass i form af min rolle dér. Jeg har været med til at undervise nogle af vores yngre, talentfulde målmænd, og nu får jeg så muligheden for at udleve drømmen som spiller og målmand her på Superliga-holdet.

- Det er en stor ære for mig at få muligheden for at komme ind og bidrage i en rolle i en så kæmpe klub som Brøndby IF. Jeg håber også at kunne bidrage med min erfaring til særligt de yngre spillere og selvfølgelig specielt målmændene, hvor jeg gerne skal ind og bidrage til en god træningskultur. Samtidig er det fedt at være et sted, hvor det eneste, jeg skal have fokus på, det er at præstere.

Kappenberger får trøje nr. 16.