Brøndby IF køber Ousmane Sow

08.01.2026 20:00

Der er en ny mand i gult og blåt. 

25-årige Ousmane Sow er Brøndby-spiller. Hentet i den polske Ekstraklasa-klub Gornik Zabrze på en kontrakt løbende til sommeren 2030. 

Den driblestærke og målfarlige fransk-senegaleser gør sig først og fremmest på højrekanten, men kan besætte flere positioner i offensiven. 

Det har han først gjort i mindre klubber i Frankrig og Belgien, inden han i efteråret fik sit endegyldige gennembrud i Polen med 19 kampe og ni mål til følge på tværs af alle turneringer. 

Fodbolddirektør Benjamin Schmedes fortæller om den nye mand i trøjenummer 22: 

- Ousmane har haft en atypisk og på mange måder interessant vej til toppen, men det har ikke kunnet undgå at falde os i øjnene, hvad han har præsteret i Polen det sidste halve års tid. Han har en evne og lyst til at udfordre, en stor eksplosivitet og ikke mindst en målfarlighed, vi tror på kan oversættes til Superligaen. 

- Med sine kvaliteter kan Ousmane skabe uro i modstandernes forsvar og begejstring på lægterne. Det er i dén grad brugbare egenskaber i en klub som vores, og derfor glæder jeg mig over, at han nu skal være en del af Brøndby, fortsætter Schmedes.  

Brøndby Stadion og ikke mindst de mange tusinde fans, der møder op weekend efter weekend, er en af hovedårsagerne til, at Ousmane Sow har sagt nej til tilbud fra andre ligaer for at blive Brøndby-spiller. 

- Jeg har set videoer med fansene, og det er tydeligt, at det er en klub med mange fantastiske fans, som jeg glæder mig vildt til at møde, siger Sow.  

- For mig var Brøndby det bedste valg, og for min udvikling er det her et stort og vigtigt skridt. Det er en klub med ambitioner, der matcher mine egne, og det er en klub, der har vist mig stor tillid - ikke mindst ved at vise, hvor meget de vil have mig. Jeg vil give alt, jeg har, for at leve op til den tillid, fortsætter han. 

Ousmane Sow møder sine nye holdkammerater fredag, når truppen møder ind til første træningsdag efter vinterpausen.