Boozt-tribunen bliver i klubbens ikoniske blå-gule farver

20.01.2026 05:00

Boozt har siden 2018 været en vigtig strategisk partner i Brøndby IF, og i sommer blev samarbejdet forlænget med den skandinaviske e-handelsvirksomhed.

Fra 1. januar 2026 er Boozt ny tribunesponsor for den østlige tribune på Brøndby Stadion, som fremover kommer til at hedde Boozt-tribunen.

Boozt-tribunen får et markant blågult udtryk
Designet er nu på plads, og klubben har sammen med Boozt sikret at Brøndby IF’s farver og identitet bliver et bærende element. Det betyder blandt andet, at tribunen udføres i Brøndby IF’s blågule farver, samtidig med at Brøndby IF-logoer bliver en integreret del af tribunen.

Det vækker stor glæde i Brøndby IF, fortæller Martin Sahlertz, Director of Sales & Business Development.

- Vi er rigtig glade for vores lange samarbejde med Boozt, og det er betyder meget for det samlede udtryk, at vi nu kan byde velkommen til et Brøndby Stadion med et endnu mere blågult udtryk. Klubbens farver er tæt forenet med vores identitet, og nu bliver vores partnerskab en integreret del af fællesskabet og styrker et sammenhængende udtryk for stadion. 

- Boozt er en respektfuld og værdibåret samarbejdspartner, som i mange år har været en god medspiller for Brøndby IF. Det sender et stærkt signal, at Boozt har valgt at give plads til Brøndbys farver og identitet, fortæller Martin Sahlertz.

Hos Boozt er valget truffet med respekt for Brøndbys identitet og fællesskab, fortæller Hermann Haraldsson, CEO & medstifter af Boozt.

- Brøndby IF er en klub med en meget stærk identitet og et fællesskab, der rækker langt ud over kampdagene, og det har vi haft stor respekt for, siden vi indgik samarbejdet tilbage i 2018. Stadionet er Brøndbys hjem, og for os har det været helt naturligt, at Boozt-tribunen skal spille sammen med klubbens udtryk.

- Dette handler ikke blot om synlighed. Vi ser vores rolle som en langsigtet samarbejdspartner, der bidrager positivt til klubben og oplevelsen for fansene, og vi er stolte af at være med til at styrke Brøndby Stadions visuelle helhed, fortæller Hermann Haraldsson.

Den nye Boozt-tribune kan opleves for første gang, når Brøndby IF møder OB den 1. februar i en træningskamp. Samtidig har det givet anledning til også at kunne opdatere både Stavnskær tribunen (Nord) samt alle hjørnetribunerne på Brøndby Stadion, der prydes af vores partnere Faxe Kondi og HRH, så de også fremstår i blå og gul.