Viggo Poulsen på Wall of Talent

27.02.2026 15:30

I dag kom endnu et billede op at hænge på Wall of Talent i Masterclass-kælderen, og denne gang var det Viggo Poulsen, der fik sit billede foreviget på væggen.

I december måned fik Viggo Poulsen sin debut for Brøndby IF i udekampen mod Vejle BK, og det 17-årige talent har fået spilletid i alle 3F Superliga-kampe siden. Han startede tilmed inde i forårets første kamp på Brøndby Stadion mod Randers FC.

Som traditionen foreskriver blev Viggo Poulsen altså foreviget på Wall of Talent i Masterclass-kælderen fredag foran stabsmedlemmer og de øvrige talenter i Masterclass.

Om Wall of Talent
Wall of Talent er en hyldest til de Masterclass-spillere, som tager springet fra at være talent til at få sine første minutter som Superliga-spiller.

Fotovæggen fungerer samtidig som en inspirationskilde for alle talenter tilknyttet Brøndby Masterclass, der drømmer om en dag at blive Superliga-spiller for Brøndby IF.

Netop derfor er det også noget af det første, som møder de talentfulde Masterclass-spillere, når de møder ind til træning hver dag.