Uafgjort på Brøndby Stadion mod Randers FC

08.02.2026 20:15

Søndag aften var Randers FC på besøg på Brøndby Stadion til den længe ventede forårspremiere efter vinterpausen.

Her var der debut til en masse nye ansigter i truppen, som ankom i vinterens transfervindue. Ben Godfrey, Mads Frøkjær, Ousmane Sow og Bartosz Slisz startede alle inde, mens også Emmanuel Dennis og Mayckel Lahdo kom ind.

Derudover var der også startdebut til Masterclass-talentet Viggo Poulsen, der fik Steve Coopers tillid på venstrekant.

Kampen var meget jævnbyrdig, hvor begge hold havde perioder med optræk til større muligheder for en scoring.

Gæsterne havde en stor chance for at bringe sig foran efter en halv times spil, hvor Warren Caddy mistimede sit hovedstød fra tæt hold i det lille felt.

I anden halvleg fik gæsterne endnu et større målforsøg, hvor midtstopperen Daniel Høegh fik dirigeret et hovedstød på overliggeren fra et hjørnespark.

I den sidste halve time af opgøret fik vi dog bedre fat i kampen og fik presset Randers FC ned på deres egen banehalvdel.

Indskiftet Nicolai Vallys var uhyre tæt på med omkring ti minutter tilbage af opgøret med kampens måske største chance. Et godt slået indlæg havnerde hos offensivspilleren, som headede på mål fra kort afstand, men Randers-målmanden Poul Izzo kom på mirakuløs vis på tværs med en fodparade. 

Dermed måtte vi gå fra banen i forårspremieren med ét point efter en nulløsning mod Randers FC.