Tilfreds Thomas Nørgaard: Vi fik stabiliseret kampen igen

17.08.2026 20:34

Trods en 3-0-føring ved pausen endte der med at blive spænding til det sidste, da vi mandag aften vandt med 3-2 over Sønderjyske på Brøndby Stadion.

Cheftræneren er ærgerlig over udtrykket i anden halvleg, men ikke desto mindre er han tilfreds med at stå med de tre point. 

- Jeg synes, vi starter første halvleg på en halvdårlig måde. Der er nogle gange, vi får løftet os lidt for sent i vores første pres, men det får vi korrigeret til. Både Frøkjær og Fenger får lagt et godt pres, og så begynder vi herfra at få tingene over på vores side. Vi lægger et godt pres, vi er modige, og vi holder en god forståelse for, hvilken vej vi kan lægge spillet og sætter os selv i scene på bagsiden af deres centrale midtbane, hvor vi kan bryde deres kæde. Jeg synes, vi er gode til at turde at sætte bolden på spil, fortæller cheftræneren.

Efter en stærk første halvleg med masser af dominans blev anden halvleg en noget mere rystende affære.

- Vi forsømmer at løbe dybt nok, hvilket giver dem en fordel. Og da de scorer, bliver kampen en anden. Så handler det om at styre kampen i mål på en professionel måde. Vi ændrer i opstillingen, så vi spiller med to seksere. På den måde er vi mere i balance, og det gør, at vi får stabiliseret spillet igen. Jeg var ikke urolig, men det er klart, at det havde ærgret mig, hvis vi havde spillet uafgjort. 

- I dag spiller vi godt i længere tid ad gangen, så vi flytter os i den retning, vi ønsker. Jeg synes, at vores udtryk, når vi er gode, var rigtig stærkt. Måske det stærkeste, vi har haft. Jeg kan rigtig godt lide spillernes generelle mentalitet. Og så er jeg rigtig glad for, vi kommer ud af kampen med tre point. 

Mandag i næste uge spiller vi igen hjemme på Brøndby Stadion, når vi møder Silkeborg IF til kampstart kl. 19:00.

Find billetter til kampen.