Thomas Nørgaard: En fed eftermiddag

02.08.2026 18:05

Det blev til en sejr, da Thomas Nørgaard og truppen fra Brøndby IF mødte Viborg FF i 3F Superliga-sæsonens første hjemmebanekamp. Med et resultat på 1-0 til de blågule blev det en drømmestart på Vestegnen for den nye cheftræner.

-Det er et magisk resultat. Det var en fed eftermiddag, med mange fans på lægterne, som gav os al den støtte, vi kunne håbe på, og med et fodboldhold, som gjorde alt det, jeg havde håbet på. Jeg synes, de tre point var velfortjent for os, fortæller Thomas Nørgaard, som var glad på Oltis vegne over offensivspillerens debutmål, men samtidig fremhæver kollektivet.

-Det er kollektivet, der vinder kampen. Olti er en ung spiller, men han er ikke uerfaren. Han kommer ind og leverer et solidt indtryk, men det er på fundamentet af, at der er nogen, der har lavet et hårdt arbejde inden, han kommer ind på banen, fortæller cheftræneren.

Se hele interviewet med Thomas Nørgaard på Brøndby TV.