
Olti Hyseni med debutmål i sejr over Viborg FF
02.08.2026 14:04
Søndag eftermiddag skulle vi samles til første 3F Superliga-hjemmebanekamp på Brøndby Stadion. Modstanderen var Viborg FF, som lagde vejen forbi Vestegnen.
Vi lagde pres på fra starten og lavede allerede i kampens første minutter flere muligheder. Tæt blev det dog også for gæsterne flere gange, men uden nogen ændring i målscoren.
Presset var hårdt fra begge mandskaber, og kampen blev spillet på hele banen.
Det blev også til flere muligheder for os med blandt andet et frispark taget af Frøkjær. Største målchance blev det dog for Viborg med et stolpeskud i sidste minut af kampens første halvleg.
Der kom dog ikke nogen scoringer i halvlegen, og derfor kunne de to mandskaber gå til pause med stillingen 0-0.
Mål til Olti Hyseni i debutkamp
I anden halvleg var takterne nogle andre.
Anden halvleg begyndte med en advarsel til vores Frøkjær, inden første store mulighed for os. Slisz’ bold tørnede mod modstandernes mål, men ramte uheldigvis stolpen.
Presset blev lagt hårdt på gæsterne med flere store muligheder for os, men modstanderne kom godt efter det. Heldigvis var målet godt bevogtet af vores Pentz, så Viborg-spillerne fik store udfordringer med at få bolden forbi.
I kampens 65’ minut fik vores nyindkøbte Olti Hyseni debut. Med jubelbrøl fra tribunerne blev Oltis første tråd på græsset indløbet i klapsalver, og officielt blev han budt velkommen på Vestegnen.
Allerede kort efter lavede han sin første store chance i de blågule farver med et indlæg til Ejdum, som desværre ikke resulterede i et mål.
Vi skulle dog ikke vente længe, før han i kampens 80’ minut fik bolden i kassen. Efter kun 12 minutter på banen blev Hyseni hermed noteret for sit første mål i blå og gul på et flot eksekveret hovedstød. I ekstase over truppens nyeste målscorer kvitterede publikum med brøl, sang og klapsalver.
Euforien fyldte stadionet resten af kampen, som blev spillet uden øvrig dramatik. Således endte det med en 1-0 sejr til os på hjemmebane, og vi tog derfor tre point med ned i omklædningsrummet.