Kampdag: Alt du skal vide før mandagens kamp mod Sønderjyske

14.08.2026 12:28

Mandag aften er der igen 3F Superliga-fodbold på Vestegnen, når Sønderjyske gæster Brøndby Stadion i 4. runde af 3F Superligaen.

Der er kampstart kl. 19.00, men allerede tre timer før kampstart slår vi dørene op til vores mange aktiviteter hele vejen rundt om stadion.

Her får du overblikket over alt det, du kan opleve før mandagens kamp. På vores kampdagsside kan du få et mere detaljeret overblik.

Det er stadig muligt at få fingre i billetter til kampen her.

Oplev Fanzone Nord for første gang
Mandagens kamp markerer samtidig åbningen af vores helt nye Fanzone Nord, som åbner fra kl. 16:00.

Det nye fanområde ligger ved Indgang F i det nordøstlige hjørne af Brøndby Stadion og er for fans med billet eller sæsonkort til nord- og østtribunen.

Her bliver det samtidig muligt at sætte tænderne i vores nye BIF Burger - Brøndby IF's egen smashburger, der bl.a. er lavet med kvalitetskød fra Grambogård. Den serveres fra vores nye burgerbar sammen med pommes frites og drikkevarer.

Burgerbaren har også servering ud mod området foran fanzonen, så det vil være muligt at prøve den nye BIF Burger, selvom du ikke har adgang til selve Fanzone Nord.

Efter slutfløjt fortsætter mandagsaftenen i Fanzone Nord, hvor DJ'en igen går på scenen kl. 20.45.

Fanzonen: Livemusik, quiz og street food
Fra kl. 16.00 åbner Fanzonen bag Sydsiden, hvor der igen er lagt op til tre timers blågul optakt frem mod kampstart.

Fra kl. 16.00 til 17.45 sørger duoen Fars Kazoo for livemusik fra scenen, mens du kl. 17.50 kan teste din Brøndby-viden i GetIn! FodboldQuiz og dyste om blandt andet Brøndby-merchandise.

Er sulten også begyndt at melde sig, vil der være et stort udvalg af street food med blandt andet kebab, kyllingeburger, flæskestegssandwich, frisk pasta, bøfsandwich og varme pandekager.

Familie Fanzonen åbner kl. 16.00
For de yngste blågule fans og deres familier er der også masser af aktiviteter for børn og voksne i alle aldre.

Familie Fanzonen åbner kl. 16.00, hvor der bl.a. vil være musik fra Bingo Bruvs og forskellige konkurrencer.

Headspace gæster også Familie Fanzonen og fortæller om deres arbejde med gratis og anonym rådgivning for unge mellem 12 og 25 år.

Kom forbi standen og deltag i citat-quiz om hvad Wass, Ambæk og Mathias Jensen har sagt om fællesskab og vær med i konkurrence om en BIF-trøje. Svaret afsløres i pausen på headspace Brøndby’s instagram.

Derudover kan de yngste fans prøve kræfter med dagens jongleringskonkurrence og se, om de kan slå rekorden og vinde en hummel-bold.

Familie Fanzonen lukker kl. 18.30, mens Familie Loungen igen åbner i pausen.

Klassisk optakt i Ebbe Skovdahl Fan Lounge
Er du mere til den klassiske fodboldoptakt, åbner Ebbe Skovdahl Fan Lounge ligeledes kl. 16.00.

Her sørger Hoffe for livemusikken helt frem til kl. 18.30, mens der fra grillen blandt andet serveres grillpølser og flæskestegssandwich. 

Ebbe Skovdahl Fan Lounge ligger bag Østtribunen og er før kampen åben for alle fans uanset billettype.

Få et detaljerede overblik over vores aktiviteter i alle vores fanzoner lige her.