
Overtidssejr i Viborg
22.04.2026 19:24
Onsdag aften gik turen til Energi Viborg Arena, hvor Viborg FF stod for modstanden.
Her skulle vi forsøge at bygge videre på den fornemme 6-0-sejr i fredags hjemme på Brøndby Stadion.
Og bygge videre gjorde vi med en 1-0-sejr over værterne med en overtidscoring af Emmanuel Dennis.
Opgøret startede ganske dramatisk, da vi allerede i det første spilleminut fik bolden over stregen, men desværre fik Nicolai Vallys lidt hjælp af hånden, så scoringen korrekt blev annulleret.
Herefter skiftedes de to mandskaber til at komme til den ene store chance efter den anden. Efter omtrent 25 minutter havde værterne en afslutning fra et hjørnespark, som heldigvis ramte overliggeren og gik til målspark.
Anden halvleg var dårligt fløjtet igang før Nicolai Vallys igen havde muligheden for at bringe os i front i opgøret. Vallys kom først på et indlæg og satte hovedet på, men Lukas Lund fik afværget.
Få minutter senere var det Daniel Wass, der havde en god mulighed fra en fri position ved kanten af feltet, men vores anfører får ikke ordentlig træf på bolden.
Jacob Ambæk prøvede med et kvarter tilbage af opgøret at tage sagen i egen hånd, da han formåede at afdrible sin nærmeste modstander og komme på skudhold, men desværre forbi den fjerneste opstander.
Det lignede derfor en pointdeler mellem de to mandskaber, men i overtiden faldt en løs bold ned for fødderne af indskiftede Emmanuel Dennis efter en dødbold. Nigerianeren smækkede til bolden og sendte den i nettet bag en chanceløs Viborg-keeper til kæmpe blågul eufori.
Dermed kunne vi tage tre vigtige point og anden sejr på stribe.