Nederlag mod FC Nordsjælland

07.04.2026 19:01

Tirsdag aften endte det med et sent nederlag på 2-1 ude mod FC Nordsjælland, til trods for et forløsende føringsmål fra Jacob Ambæk undervejs. 

Efter en chancefattig åbning var hjemmeholdet først til at forsøge sig fra distancen, men Pentz var på plads i målet og kunne sikkert afværge til hjørnespark. 

Halvvejs gennem de første 45 minutter blev Jacob Ambæk sendt i dybden. Angriberen forsøgte herfra at sende en hård bold i nordsjællændernes felt, men desværre var ingen blågule spillere med inde foran mål. 

Bare få minutter senere kunne Marko Divkovic afslutte et godt genpres og en god Brøndby-periode, med en afslutning, som dog endte lige i favnen på Andreas Hansen i FCN-målet. 

Kampen bølgede hernæst frem og tilbage. Det var hjemmeholdet tæt på at udnytte omkring det 35. minut, da FC Nordsjællands Prince Junior kom fri på kanten og sendte et indlæg i vores felt, der blev afrettet og sneg sig forbi fjerneste stolpe. 

Det så derfor ud som om vi endnu en gang skulle gå til pause uden scoringer, men i halvlegens overtiden kom den længeventede forløsning så, da Ambæk sendte Nicolai Vallys' oplæg i kassen til stor jubel og en pauseføring på 1-0. 

Efter sidebyttet var Vallys tæt på, tidligt at kunne bringe os på 2-0, men et fladt forsøg var forbi målrammen. 

I stedet måtte Patrick Pentz diske op med en god redning, da Juho Lätheenmäki sparkede resolut på mål fra kort afstand.

Ikke lang tid efter lykkedes det desværre for hjemmeholdet at sende udligningen i mål, da Alexander Lind blev spillet fri bag vores defensiv og sendte bolden henover Pentz til 1-1. 

Ti minutter senere slap vi med skrækken, da VAR underkendte en scoring til hjemmeholdet. 

Efter flere målchancer lykkedes det så FC Nordsjælland at tage sejren i slutminutterne, da Ibrahim Adel sparkede bolden i mål til slutresultatet 2-1. 

Vi formåede ikke at svare igen, og dermed endte det bittert uden point på Right to Dream Park.