
Nederlag mod FC Midtjylland
12.04.2026 16:06
Trods en sen reducering, måtte vi søndag eftermiddag forlade banen på Brøndby Stadion med et nederlag på 2-1 mod FC Midtjylland i 26. spillerunde.
Første halvleg var ellers en jævnbyrdig affære med stor intensitet, nærkampe og dueller, hvor der blev givet og taget mellem de to hold.
Efter få minutter måtte Luis Binks og Patrick Pentz i fællesskab afværge en farlig FCM-omstilling, der var tæt på at resultere i en fri afslutning i vores felt.
Knap et kvarter inde i opgøret blev vi præsenteret for halvlegens største chance, da Nicolai Vallys jagtede en dybdebold i midtjydernes defensiv.
Gæsternes målmand forsøgte af cleare bolden, men i stedet ramte han en medspiller, så bolden røg op i luften i retning mod FCM-målet. Desværre nåede Vallys ikke få kontrol over den svære nedfaldsbold, inden Elias Olafsson kom tilbage og fik slået bolden væk.
Herfra bølgede det frem og tilbage, mens intensitet kun blev større og større.
Midtvejs i halvleg måtte Marko Divkovic notere sig for en vigtig forsvarsaktion, da han løb en friløber fra gæsterne op, kort inden en afslutning blev sendt afsted.
Inden pausefløjten blev det til flere halve blågule muligheder, men det lykkedes ikke at omsætte dem, og derfor stod 0-0 efter de første 45 minutter.
Efter sidebyttet fortsatte takterne.
Begge hold forsøgte at jagte et føringsmål, men skarpheden var en mangelvare over for to velspillende defensiver.
Efter en times spil skulle der desværre et straffespark til, for at sætte gæsterne i gang. Ben Godfrey havde ifølge kampens dommer hånden i en unaturlig position, da han afrettede et FCM-forsøg mod mål. Franculino scorede hernæst til 1-0 fra straffesparkspletten.
Med tyve minutter igen var vi tæt på at komme på tavlen, da en nedfaldsbold havnede for fødderne af Bartosz Slisz, der prompte sendte en flugter afsted, men gæsternes målmand fik handskerne på forsøget og sendte til hjørnespark.
På den efterfølgende dødbold headede Luis Binks bolden i mål, men dommeren havde set en forseelse forinden, og derfor blev scoringen annulleret.
Med ti minutter kom gæsterne på 2-0 efter en dødbold, der tog en afretning og snød Pentz i målet. I samme ombæring blev FCM's Ousmane Diao udvist, da han modtog sit andet gule kort.
I kampens tillægstid var det så vores tur til at få tilkendt en straffespark, som Nicolai Vallys omsatte til scoring og en sen reducering 1-2.
Desværre lykkedes det ikke at fuldende comebacket, og derfor endte det med nederlag på Brøndby Stadion foran 22.340 tilskuere.



