
Brøndby IF indfører prisloft i udebaneafsnittet
30.04.2026 08:45
Kilometer efter kilometer på landeveje og togskinner. Sene aftener og lange nætter.
Superligaens udebanefans investerer tid, penge og afsavn for at stå på udebaneafsnittene. Langt væk hjemmefra.
Nogle gange er de få. Andre gange mange. Men altid spiller de med deres passion og loyalitet en afgørende rolle for stemningen og kulturen på de danske stadions. Uanset klubfarve.
Det er en loyalitet, der ikke kan tages for givet. Derfor går Brøndby IF nu forrest for at forbedre forholdene for udebanefans. Det sker i første omgang med indførelsen af et prisloft på billetterne til udebaneafsnittet på Brøndby Stadion.
– I en tid, hvor rammerne for at gå til fodbold er under forandring, bliver forholdene og vilkårene på stadion blot endnu mere centrale at forsvare. Vi har en opgave i at gøre det så attraktivt som overhovedet muligt at tage til fodbold, og vi ønsker at anerkende dem, der tager turen på tværs af landet for at støtte deres hold. Jo flere fans, der står sammen i udebaneafsnittene, jo stærkere bliver oplevelsen. Det understøtter hele kulturen omkring dansk fodbold, siger Thomas Skov, der er ansvarlig for fanoplevelsen på Brøndby Stadion.
Prisloftet, der som minimum står fast de kommende to sæsoner, medfører en maksimalpris på 150 kroner for en billet til vores udebaneafsnit i alle hjemlige turneringer. Uanset modstander.
I dag er priserne på udebaneafsnittet på Brøndby Stadion inddelt i tre priskategorier. Kampe i kategori A koster 200 kroner, mens prisen er 155 kroner i kategori B og 135 kroner i kategori C. Billetter i både kategori A og B sættes fremover ned til 150 kroner, mens billetter i kategori C fastfryses på det nuværende niveau.
Prisloftet er i første omgang et konkret skridt for forhåbentlig at sikre endnu flere og endnu mere tilfredse udebanefans på Brøndby Stadion. Samtidig kommer det med et håb om at inspirere andre steder, så det i sidste ende også kan komme blå-gule fans til gode.
- Vi gør det her med et håb om, at det også kan være en inspiration for andre klubber. Kan vi løfte forholdene for udebanefans samlet set, vil det i sidste ende også komme vores egne fans til gode, siger Thomas Skov.
- Vi er begunstigede af ekstremt mange fantastiske, passionerede og loyale fans. Også på udebane. Fans, der rejser land og rige rundt for at støtte klubben. Uanset afstande, spilletidspunkt og resultater. Det taler 46 udsolgte udekampe i Superligaen sit tydelige sprog om. Kan vi ved i første omgang at feje for egen dør gøre rammerne bare en smule bedre for dem, er det et stort skridt i den rigtige retning, slutter han.
Prisloftet træder i kraft fra den kommende sæson.