
Storsejr på Brøndby Stadion
28.09.2025 20:26
Søndag aften stod vi overfor OB på Brøndby Stadion, hvor vi skulle forsøge at tage revanche fra sidste uges nederlag i AGF.
Det blev der i den grad også taget, da vi tog en sejr på hele 5-1 i en kamp, hvor der altid helt var tvivl om vinderen.
Kampens første scoring blev sat ind efter blot syv minutter, hvor startdebutant Jacob Ambæk trak ind fra venstre side og fik sendt et hårdt skud afsted. OB-keeperen kunne ikke holde på afslutningen og sendte en retur lige ud til japanske Sho Fukuda, der nemt kunne trille bolden i kassen til en 1-0-føring.
Gæsterne fik udlignet i første halvleg efter en halv times spil, hvor Noah Ganaus vandt sin direkte duel med Frederik Alves, hvorefter han klinisk udplacerede Patrick Pentz i en udligning for gæsterne.
Længe gik der dog ikke, før kuglen igen var at finde i gæsternes netmasker. Sean Klaiber sendte et langt indkast ind i boksen, som Nicolai Vallys kom først på og pandede bolden i kassen til en ny blågul føring.
Den føring blev også udbygget kort inden pause, hvor der efter et VAR-tjek blev begået straffespark på Daniel Wass. Anføren var iskold fra pletten og lagde et panenka-skud lige i midten af målet, mens gæsternes målmand gik til højre.
3-1 var stillingen, og den føring gik vi til pause med.
I anden halvleg fortsatte den blågule målfest på Brøndby Stadion.
Få minutter inde i halvlegen kunne Nicolai Vallys score sit andet mål i kampen på fornemt forarbejde af Jacob Ambæk og Noah Nartey. Vallys modtager bolden til venstre i feltet forholdsvist umarkeret og sender en hård inderside i nettet. 4-1 i opgøret.
Men det var ikke slut. Igen var Jacob Ambæk på spil i gæsternes målfelt. Den unge startdebutant afdribler sine nærmeste modstandere og sender et skud på stolpen, som springer hen til en helt fri Noah Nartey, der kan gøre arbejdet færdigt og sende os på 5-1.
I de resterende 25 minutter af opgøret var der enkelte muligheder til mere, men der blev ikke rørt mere ved måltavlen. Dermed kunne vi tage tre vigtige point efter en overbevisende optræden på Brøndby Stadion.