
Mød unge fotografer fra Turning Tables på kampdage
11.09.2025 09:53
Til alle vores hjemmekampe kan du opleve børn og unge fra Turning Tables Brøndby Strand, der bevæger sig rundt med kameraer for at fange stemningen før og under en kamp.
De indfanger små og store øjeblikke - højlydt jubel, stemningsfulde fans og spontane fællesoplevelser fra før og under kampen. Giv dem endelig et smil, hvis du ser dem.
Udover at fange stemningsbilleder rundt omkring på stadion i timerne op til kampstart, kan du også møde Turning Tables ved deres fotocontainer i Familie Fanzonen, hvor de unge inden kampstart tager portrætfotos af fans - en sjov og mindeværdig ting, du kan tage med hjem, helt gratis.
Næste gang du kan møde de unge på Brøndby Stadion, er til kampen mod FC København, så hold øje med de unge fotografer ude i Fanzonen - og giv dem et smil med på vejen.
Du kan stadig købe den unikke fotobog med portrætbilleder af Brøndby-spillere, taget af unge fra Turning Tables Brøndby Strand. Find fotobogen her.
Hvem er Turning Tables Danmark?
Turning Tables Danmark er en lokal kulturorganisation, som arbejder med børn og unge gennem film, foto og musik. I april 2024 indgik Brøndby IF et samarbejde med Turning Tables Danmark, og siden er de blevet en fast del af kampdagsoplevelsen på Brøndby Stadion.
Samarbejdet med Turning Tables styrker relationen til lokalsamfundet, giver børn og unge en kreativ platform og er samtidig med til at berige kampdagsoplevelsen for alle fans.
Se et lille galleri fra seneste kamp mod FC Midtjylland herunder.