
Brøndby IF inviterer veteraner på Brøndby Stadion mod OB
28.09.2025 10:07
I aften hylder og ærer Brøndby IF danske veteraner, og det gør vi igen i år i samarbejde med DIF Soldaterprojekt fra Danmarks Idrætsforbund om initiativet Veteran Match.
Initiativet er en del af en fælles indsats, der involverer alle klubber i 3F Superligaen og Betinia Liga, hele Metal Ligaen samt størstedelen af håndboldklubberne i den bedste danske håndboldrække.
I forbindelse med Veteran Match 2025 har Brøndby IF derfor inviteret tidligere udsendte krigsveteraner og deres pårørende til søndagens kamp mod OB på Brøndby Stadion.
Inden kampstart vil Brøndby IF markere anledningen med Veteran Match-bannere, og der vil blive opfordret til en klapsalve fra tribunerne.
Ole Palmå, adm. direktør i Brøndby IF, fortæller:
- Vi er stolte af igen at kunne bakke op om Veteran Match og være med til at hylde de danske veteraner og deres pårørende. Det er vigtigt for os som klub at bidrage til den anerkendelse, de fortjener, og samtidig bruge sportens fællesskab som ramme for at samle og ære.
Byd på spillertrøjer og støt en god sag
Brøndby IF sætter fem signerede spillertrøjer på auktion på Odendo.dk i forbindelse med søndagens Veteran Match.
Her kan der bydes på spillertrøjerne, mens man samtidig støtter DIF Soldaterprojekts træningsfællesskaber for veteraner og politifolk med fysiske og psykiske mén samt deres pårørende.
Auktionen starter 30. min før kampstart og løber frem til ti dage efter kampen.
Byd på spillertrøjerne her.
Firkløverlogoets betydning
Dagens anførerbind er udsmykket med Veteran Match-logoet, der med sine farver omfavner Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet og Dannebrog. Alt sammen forenet i en firkløver, der symboliserer håbet om en lykkebringende fremtid.
Fakta om Veteran Match
- Veteran Match 2025 består af 48 kampe på tværs af hele landet.
- Kampene afvikles i perioden mellem den 25. september og 6. oktober.
- Formålet med Veteran Match er at give veteraner og deres pårørende en oprigtig anerkendelse gennem sportens fællesskab.
- Veteran Match afvikles for sjette år i træk.