Benjamin Schmedes: Meget tilfreds med sommervinduet

03.09.2025 08:29

Sommerens transfervindue er overstået, og for Brøndby IF har vinduet været særdeles aktivt.

Vi har sagt farvel til spillere som Mathias Kvistgaarden, Yuito Suzuki, Sebastian Sebulonsen, Jacob Rasmussen og Clement Bischoff, mens vi har budt velkommen til Mats Köhlert, Oliver Villadsen, Kotaro Uchino, Sho Fukuda, Luis Binks, Marcus Younis og Michael Gregoritsch.

Derudover er Masterclass-talenterne Mathias P. Jensen og Jacob Ambæk rykket op på førsteholdet.

Oven på det lukkede transfervindue evaluerer fodbolddirektør Benjamin Schmedes sommerens transferaktiviteter.

– Da jeg kom til klubben i januar, var der blevet arbejdet på at holde sammen på truppen, så der var ikke mange transferaktiviteter sidste sommer. Det var derfor tidligt forventningen, at vi ville gå en travl sommer i møde, og det viste den sig også at blive.

Stærk økonomisk gevinst på afgange
Vi har i sommerens transfervindue sagt farvel til flere profiler, og selvom det kan efterlade huller, har det sikret en særdeles stærk økonomisk gevinst.

Fodbolddirektør Benjamin Schmedes understreger, at balancen mellem sportslig stabilitet og finansiel ansvarlighed har været afgørende.

– Vores tilgang har handlet om, hvad vi kan bringe ind, mens vi på samme tid har haft målet om at maksimere økonomien i vores salg. Med de salg, vi har lavet, har vi sammenlagt sikret en historisk økonomisk gevinst med salgene af Mathias Kvistgaarden og Yuito Suzuki som de største bidragydere, fortæller Benjamin Schmedes og går i dybden med sommerens afgange.

– Mathias Kvistgaarden og Yuito Suzuki var begge klar til det næste skridt. Med Jacob Rasmussen var det lidt anderledes, da det ikke var planlagt inden transfervinduet. Det kom efter snakke med Jacob, og så opstod der en mulighed med Salzburg. Når en spiller gerne vil af sted, så skal vi overveje det, hvis det er lukrativt for alle parter, og det var det her.

– Derudover opstod der en mulighed for Sebastian Sebulonsen med et år tilbage af kontrakten, hvor vi også fandt en løsning, der var rigtig fin for alle parter involveret.

– I forhold til Clement Bischoff ved alle, at han ikke havde lang tid tilbage af sin kontrakt. Med ti måneder tilbage og med en kollapset handel tidligere på året var vi i en situation, hvor vi var nødt til at finde en løsning. Han kom hele vejen igennem Masterclass, og vi ville alle have elsket at se ham lidt længere i Brøndby-trøjen, men vi var også nødt til at sikre, at klubben fik det bedste ud af situationen, og det synes jeg, at vi lykkedes med, fortæller Benjamin Schmedes.

Balance mellem at hente kvalitet og potentiale
Når det handler om de spillere, der er hentet til klubben, har Benjamin Schmedes arbejdet efter en klar strategi, hvor både kvalitetsspillere til startopstillingen og udviklingsspillere til fremtiden er blevet prioriteret.

– Vi har tre strategiske hovedpunkter, som vi arbejder efter. Vi skal være finansielt stabile og bæredygtige, vi skal være konkurrencedygtige sportsligt, og endelig er det vigtigt for os at bringe vores egne talenter i spil fra Brøndby Masterclass.

– Vi har forsøgt at finde balancen i at hente udviklingsspillere og spillere med kvalitet til at gå ind i startopstillingen, samtidig med at vi skulle sørge for, at der er plads i truppen til vores egne talenter.

– Mats Köhlert blev hentet meget tidligt på en fri transfer på en position, som vi har ønsket at styrke i længere tid. I midterforsvaret fik vi en fuldgod, venstrebenet erstatning ind i Luis Binks. En én-til-én-erstatning for Jacob Rasmussen, men yngre og måske endda med mere potentiale.

– Så solgte vi Sebastian Sebulonsen og hentede Oliver Villadsen ind, som selvfølgelig skulle bruge lidt tid, men kamp for kamp viser han mere og mere, at han er en spiller, vi kan stole på, fortæller Benjamin Schmedes.

Det offensive puslespil
Med de offensive afgange har det været vigtigt for Benjamin Schmedes at hente spillere, der kunne tage ansvar fra start, samtidig med at nye talenter får tid til at udvikle sig.

Fodbolddirektøren lægger også vægt på vigtigheden af kontraktforlængelsen af Nicolai Vallys og den opblomstring, Filip Bundgaard har fået i starten af den nye sæson.

– Oppe foran har der selvfølgelig været et stort hul med Suzuki, Kvistgaarden og senest Clements afgang. Her har vi så forlænget med Nicolai Vallys, sikret kvalitet i Michael Gregoritsch, mens Filip Bundgaard virkelig har taget et stort skridt frem.

– Filip har allerede scoret seks mål i starten af sæsonen, hvilket er rigtig flot. Hvis han fortsætter i samme tempo, vil han kunne ende på omtrent samme antal som Kvistgaarden i sidste sæson. Så det er virkelig godt, at han med det samme er trådt frem og har vist sit værd.

– I Michael Gregoritsch har vi fået en spiller, som allerede har bevist sit værd i Bundesligaen og på det østrigske landshold. Han har lavet mål alle steder, han har været, og jeg er sikker på, at når han kommer ind i rytmen her, så vil han også lave mål for Brøndby, fortæller fodbolddirektøren.

De japanske offensivspillere Kotaro Uchino og Sho Fukuda har allerede markeret sig i opstarten, mens Marcus Younis er udset som et spændende udviklingsprojekt.

– De skal selvfølgelig alle have tid til at integrere og udvikle sig i deres nye rammer, men vi tror på, at de på sigt vil kunne gavne Brøndby IF.

Kombineret med oprykningen af Masterclass-profilen Jacob Ambæk står angrebet således stærkt rustet på både kort og lang sigt.

– Vi har en stærk tro på, han vil slå igennem i Brøndby IF, siger Schmedes om det 17-årige offensiv-talent.

Tilfreds med transfervinduet
Alt i alt betegner Benjamin Schmedes transfervinduet som en succes. Som fodbolddirektøren udtrykker det, er tilfredsheden stor – både med de økonomiske resultater og med de sportslige perspektiver.

Han lægger vægt på, at klubben står med en trup, der både giver konkurrencedygtighed og plads til, at Masterclass-talenterne kan få chancen og udvikle sig.

– Vi er godt tilfredse med den trupstørrelse, vi er endt med, som også giver plads til, at vores egne talenter kan få spilleminutter. Dem skal vi vise tillid og give chancer, så de kan udvikle sig. Vi skal altid sørge for, at vores egne talentfulde spillere har betingelserne for at slå igennem i Brøndby IF, og derfor skal der også være plads til dem i truppen, både til træning og kamp.

– Tiden vil vise, hvor godt vi er lykkedes med at fylde hullerne fra vores afgange, men jeg er fortrøstningsfuld i forhold til, at det vil være tilfældet over den kommende tid. Jeg er alt i alt meget tilfreds med, hvordan vi har løst sommertransfervinduet, slutter Benjamin Schmedes.