Gregoritsch er kommet på Landsholdsvæggen

17.10.2025 12:45

Fredag eftermiddag fik vi foreviget endnu et navn på Landsholdsvæggen, da Michael Gregoritsch fik præsenteret sit navn foran stab, holdkammerater og klubbens personale.

Traditionen tro kommer man på den traditionsrige væg på Brøndby Stadion, når man har spillet en officiel landskamp, mens man er Brøndby-spiller.

Her fik Gregoritsch sine første minutter for Østrig - som Brøndby-spiller - i deres sejr over Cypern i VM-kvalifikationen i sidste måned.

Spidsangriberen er dog bestemt ikke noget ukendt navn på det østrigske landshold. Gregoritsch har en lang historik for Østrig, hvor han står noteret for hele 70 landskampe samt 22 mål.

Senest scorede han i 10-0-sejren over San Marino i den netop overståede landsholdstermin.

- Det betyder meget for mig at komme på Landsholdsvæggen. Jeg er virkelig glad for den modtagelse, jeg har fået her i klubben, det betyder meget for mig. Det er nogle store navne, som er på væggen, så derfor er jeg også beæret over, at mit navn nu hænger på Brøndby Stadion, fortalte Gregoritsch efterfølgende.

Du kan herunder se et galleri, da Michael Gregoritsch fik præsenteret sit navn.