
Fra drøm til virkelighed: Brøndby IF's første guld i 1985
16.10.2025 07:00
Når vi søndag hjemme tager imod AGF i dobbeltopgøret på Brøndby Stadion, vil vi markere Brøndby IF's første mesterskab i 1985, og i den forbindelse vil spillere fra det første guldhold blive hyldet på Brøndby Stadion.
Derfor skruer vi tiden tilbage til en efterårsdag for lige knap 40 år siden.
Klokken er lidt over ti en kølig søndag formiddag den 27. oktober 1985.
Solen hænger lavt over Brøndby Stadion, hvor tilskuerne langsomt finder deres pladser. Både spillere og fans bærer præg af at have været sent i seng.
Men smilene er brede.
Hele Vestegnen har nemlig stadig gårsdagens nyhed frisk i erindringen: Brøndby IF er danske mestre for første gang i klubbens historie.
Da kalenderen viste 27. oktober 1985, blev Brøndby IF for alvor en del af toppen af dansk fodbold, for med klubbens første mesterskab blev fundamentet lagt til en gylden æra på Vestegnen.
Faktisk var det dog ikke indenfor kridtstregerne på Brøndby Stadion, men foran radioer og tv-skærme, at nyheden nåede ud til blågule fans og spillere.
Dagen forinden havde AGF nemlig tabt hjemme til Lyngby, og dermed stod det klart, at Brøndby IF allerede fire spillerrunder før tid kunne sikre sig det første mesterskab nogensinde siden stiftelsen i 1964.
Dagen efter skulle holdet alligevel i aktion mod Køge på Brøndby Stadion. Og selv om kampen startede trægt efter en aften forinden med fest og fejring, lykkedes det alligevel til sidst at sikre en 2-1-sejr på hjemmebane.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Claus Nielsen, John 'Faxe' Jensen og Ole Østergaard fejrer mesterskabet i '85.
Brøndby IF's Anders Sundstrup udlignede undervejs til 1-1, mens Claus Nielsen i slutningen af opgøret kunne cementere sejren på 2-1 over Køge denne søndag i '85. Og så kunne fejringen af guldet ellers bryde løs.
Efterfølgende havde klubben sammen med Brøndby Kommune inviteret til stor fest i Brøndby Hallen, hvor fans, venner og familie fejrede det første og dermed historiske mesterskab.
Vejen til toppen i '85-sæsonen
Sæsonens første halvdel bar præg af mange tætte opgør og en række uafgjorte resultater, men efter sommerpausen skiftede tingene karakter.
En stærk stime på 13 kampe uden nederlag - heraf ti sejre i træk - strøg Brøndby IF til tops i tabellen.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Daværende cheftræner Tom Køhlert ude på trænerbænken kort inden slutfløjt i '85.
Med sejren over Køge i oktober var forspringet på ni point, hvilket i datidens to-points-system var et nærmest umuligt hul at hente. Selvom resultaterne i de afsluttende runder bar præg af, at mesterskabet allerede var i hus, ændrede det ikke på helhedsbilledet: Brøndby IF havde spillet en historisk sæson.
Mesterskabet i 1985 kom kun tre år efter oprykningen til den bedste række. Allerede i de første sæsoner efter oprykningen havde Brøndby IF markeret sig med tre fjerdepladser i træk, men ambitionerne rakte længere.
Målet fra begyndelsen var nemlig klart: Brøndby IF ville være Danmarks førende.
Mesterskab blev begyndelse på ny ære
Mesterskabet i 1985 blev ikke blot et isoleret øjeblik, men en markering af det skifte, som dansk fodbold stod overfor.
Brøndby IF professionaliserede truppen året efter, og i løbet af de følgende år blev klubben synonym med både nationale titler og europæiske eventyr.
Det første mesterskab blev nemlig samtidig startskuddet til en af de mest succesfulde perioder i klubbens historie, der bl.a. bød på flere mesterskaber samt en UEFA Cup-semifinale i ’91.
Stream KLUBBEN på Brøndby TV
Har du lyst til at tage en tur ned ad mindernes allé og dykke ned i Brøndby IF's historie, så ligger spillefilmen KLUBBEN klar til at blive streamet på Brøndby TV.
Her kan du ligeledes finde ekstramateriale i form af ikke-udgivede interviews med bl.a. John 'Faxe', Daniel Agger, Thomas Kahlenberg og 'Jobbe'.
Se traileren for KLUBBEN herunder.