
Brøndby Masterclass Samarbejdet og DBU Sjælland indgår nyt samarbejde
05.11.2025 08:01
Brøndby Masterclass og DBU Sjælland har indgået et nyt administrativt samarbejde, der har til formål at styrke udviklingen af børnefodbolden på Sjælland og i Danmark.
Det nye initiativ bygger på et tillidsfuldt samarbejde med fokus på vidensdeling, sparring og en fælles ambition om at skabe endnu bedre rammer for børn i fodbolden.
- Vi er utrolig stolte af dette samarbejde. Det er et vigtigt skridt i vores fælles ambition om at skabe bedre rammer for børns trivsel og udvikling i fodbolden. Sammen med DBU Sjælland går vi forrest i arbejdet med at sikre, at børn får lov til at være børn – i trygge, lokale miljøer, hvor leg, fællesskab og kvalitet er i fokus, siger Lasse Theis, Sportslig Ansvarlig Samarbejdsklubber, Brøndby Masterclass.
Formaliseret samarbejde
Samarbejdet bygger på en fælles vision om at være ansvarlige og værdiskabende aktører i dansk børnefodbold, og på DBU Sjællands stærke engagement i at udvikle fodbolden lokalt med særligt fokus på det gode børne- og ungdomsliv. Hos DBU Sjælland er der glæde over, at det eksisterende gode samarbejde nu formaliseres.
- Vi deler en ambition om at skabe de bedst mulige rammer for at børn kan trives og udvikle sig i gode klubmiljøer. Ved at formalisere vores eksisterende gode samarbejde tror vi på, at vi kan trække på hinandens styrker frem mod vores fælles mål om at styrke udviklingen af børnefodbolden i Danmark, siger Mathias Foldgast, fodboldfaglig projektleder i DBU Sjælland.
Gennem fælles udviklingsinitiativer, vidensdeling og tæt dialog vil samarbejdet bidrage til at styrke lokale fodboldmiljøer, så flere børn får adgang til kvalificeret træning i deres lokale fodboldklub.