
40 år siden første DM - En hyldest til 1985
09.10.2025 17:30
Den 27. oktober er det 40 år siden, Brøndby IF besejrede Køge med 2-1 i sæsonens sidste kamp – og for første gang i klubbens historie kunne løfte DM-pokalen.Det blev kulminationen på en imponerende sæson med blandt andet en stærk stime på 13 kampe uden nederlag.
I anledning af jubilæet lancerer vi nu en helt særlig trøje – en hyldest til de spillere og fans, der lagde fundamentet til Brøndby IF’s gyldne æra og mangeårige succes.
Trøjen er genskabt som en tro kopi af mesterskabstrøjen fra 1985-sæsonen – blot i en langærmet udgave.
Dermed byder den også på et gensyn med Cheval, Brøndby IF’s eget trøjemærke, som blev skabt, da klubbens daværende internationale leverandør lukkede sin danske afdeling med kort varsel. Cheval eksisterede kun i et par sæsoner, inden Hummel trådte til som ny trøjesponsor.
Klubbens hovedsponsor i 1985 var Paaskebrød, og naturligvis pryder det ikoniske logo igen brystet på trøjen – trykt med det originale ‘flockprint', som dengang gav et blødt, fløjlsagtigt udtryk.
Med denne trøje hylder vi ikke blot sejren over Køge en søndag i oktober, men hele det hold, der var med til at forme Brøndby IF’s identitet og ambitioner gennem 1980’erne.
Som en særlig detalje er navnene på samtlige spillere, der sikrede klubbens første guld, printet i trøjens nakkespejl.
Hyldesttrøjen er produceret i et begrænset oplag på 1.985 eksemplarer.