Støt Fanafdelingens julegaveindsamling

01.12.2025 13:38

Julen nærmer sig, og for de fleste børn er julen forbundet med forventningens glæde og julegaver under træet. Og måske mest af alt følelsen af, at nogen har tænkt på dem.

Desværre er der på Vestegnen mange familier, hvor hverdagen og økonomien er så presset, at julegaver til børnene ikke er en selvfølgelighed.

Derfor bakker Brøndby IF igen i år op om Fanafdelingens julegaveindsamling, når de på 7. år i træk afholder deres julegaveindsamling, så udsatte børn og familier får en gave at pakke op juleaften.

Behovet er større end nogensinde
Siden 2019 har Fanafdelingen stået i spidsen for indsamlingen, og behovet vokser år for år.

Antallet af børnefamilier, der i år har bedt om julehjælp er rekordstort. Derfor forsøger Fanafdelingen at samle 75.000 kr. ind, som kan gøre, at 735 børn får en gave.

Michael Haddar fra Fanafdelingen fortæller:

- Donationerne betyder, at vi kan være med til at åbne døren til juleglæde for børn, som ellers måske ville stå uden. Vi har rekordmange ansøgninger om julegaver i år, og derfor er jeres bidrag vigtigere end nogensinde.

I Brøndby IF vækker det stor stolthed at se fans og frivillige gå forrest for lokalområdet. Klubben opfordrer alle med tilknytning til Brøndby IF til at støtte initiativet – uanset beløbets størrelse. Sammen gør vi en mærkbar forskel.

Sådan kan du støtte
Du kan støtte Fanafdelingens indsamling ved at sende et valgfrit beløb på MobilePay-nummer: 43 33 32

Julegaverne uddeles i samarbejde med Mødrehjælpen, Agger Foundation, Dansk Folkehjælp og EventyrJul, så hjælpen når præcis de familier, der har mest brug for den.