Nederlag til Kolding IF i lukket træningskamp

13.11.2025 13:36

Torsdag eftermiddag mødte vi Kolding IF i en lukket træningskamp inde på Brøndby Stadion, hvor der var minutter i benene til flere af spillerne under den igangværende landsholdstermin.

Her endte det med et nederlag på 1-0 efter en scoring af gæsterne i kampens første kvarter.

Truppen bestod af et godt mix af førsteholds- og U19-spillere fra Masterclass. Herunder kan du læse et referat af kampen og se et galleri fra opgøret nederst i artiklen.

Brøndby IF - Kolding IF (0-1)
12’ Albert Nørager 0-1 

Startopstilling
Gavin Beavers
Oliver Villadsen
Jordi Vanlerberghe
Frederik Alves
Marko Divkovic
Daniel Wass
Stijn Spierings
Mathias Jensen
Sho Fukuda
Kotaro Uchino
André Escobar

Bænken
William Sonne-Schmidt, Luis Binks, Marcus Younis, Mathias Werther, Sander Larsen, Ali Al-Najar, Nikolaj Johansen, Oliver Wettergren, Jonathan Agyekum, Tahir Cevher, Casper Svart.

Det var gæsterne fra Kolding IF, som fik den bedste start på kampen, og som indenfor de første fem minutter af opgøret kunne notere sig for to tætte skud på Gavin Beavers i Brøndby-målet.

Efter ti minutters spil begik Jordi Vanlerberghe straffespark som sidste mand, da han kom på den forkerte side af Kolding-angriberen. Trods belgieren fik tacklede på bolden i situationen, takserede kampens dommer forseelsen til et straffespark og gult kort.

Her omsatte gæsternes anfører sikkert fra pletten, og så var Kolding IF foran med 1-0 efter 12 minutter.

Efter en periode med spil i begge ender kom vores bedste forsøg efter 25 minutter. Stijn Spierings fandt en fri Daniel Wass, som var løbet bagom Kolding-forsvaret og fik afsluttet på keeperen, som parerede bolden ud til en fri André Escobar, som også måtte se sit forsøg reddet på stregen af den vakse keeper.

Gode Brøndby-minutter før pausen
Kort efter var det så Wass’ tur til at sende en fri Escobar i dybden ude i venstresiden. Her trak Masterclass-spilleren ind i banen og lagde bolden over mod det korte hjørne, som dog blev reddet af Kolding-keeperen.

Få minutter senere var Kotaro Uchino så tæt på at komme på måltavlen. I det lille målfelt modtog japaneren en dropbold ude fra Marko Divkovic, som han tæmmede og sendte lige ind i fødderne på gæsternes keeper fra klods hold.

Generelt var det et Brøndby-hold, som efter de første 30 minutter var kommet langt bedre med og havde rigeligt med muligheder til at score det udlignende mål.

Trods det for alvor bankede på for en blågul scoring inden pausen, måtte vi alligevel gå til pause bagud med en enkelt efter de første 45 minutter.

Urytmisk anden halvleg
Anden halvleg blev en noget ujævn affære for begge mandskaber, der generelt var præget af at være skruet et par gear ned i intensitet.

De resterende 45 minutter blev derfor noget urytmisk, da ingen af holdene for alvor kunne sætte sig på kampen også grundet de mange indskiftninger undervejs.

Undervejs kom bl.a. Luis Binks, Oliver Wettergren, Ali Al-Najar, Tahir Cevher, Jonathan Agyekum og Marcus Younis på banen for de blågule.

Trods de helt store chancer udeblev for begge mandskaber, så var Kolding IF tæt på at udbygge føringen efter 70 minutter, da et indlæg strøg ind bagerst i feltet, hvor gæsterne sendte et skud afsted, som tog stolpen og gik ud.

Særligt indskiftede Tahir Cevher og Ali Al-Najar skabte uro i Kolding-forsvaret, og de to tekniske midtbanespillere var flere gange tæt på at spille sig frem til store chancer. Dog endte det uden scoringer i anden halvleg, og derfor endte kampen 1-0 til Kolding IF.

Blandt de 11 spillere, som sluttede på banen, var det kun Binks, Vanlerberghe, Younis og Beavers, som var Superliga-spillere.

Se et galleri fra kampen herunder.